What a lovely-WHAT'S THAT? ~ Nimue

Sophia kunne godt lide at tilbringe sin tid i skoven nær ved Gaia. Hun nød at omringe sig af skovens mange muligheder, med de høje tykke træer, plyssede buske og de mange dyr, som trods vinterperioden, løb rundt. Hun så både egern, som løb rundt og samlede ind til det sidste med sine nødder og hvad ellers, de kunne finde frem til af føde. Hun så dådyr, som hoppede elegant rundt omkring i sine små flokke. Nogle var større end andre. Vinterperioden i skoven var så nydelig. Og Sophia elskede det. Sneen, som dækkede jorden og træernes mange blade. Dog var der ikke så meget sne. I går sneede det, og det var så småt begyndt at smutte væk. Koldt var der dog. Sophia havde ikke så meget tøj på, men hun formåede at forblive varm. Måske ved hjælp af et par magisessioner, som hun fremtryllede med sin tryllestav. Hun bar den altid på sig og lod den aldrig slippe af syne. Den var en stor del af hende, selvfølgelig.
Den torsdag tilbragte hun på en træstub og var i færd med at øve sig på at lave sne med staven. Det lykkedes ikke rigtigt for hende. Hun var god til at håndtere sin stav og havde været tæt med den i mange år. Men visse ting var hun ikke så god til. Hun var ikke den bedste fe af dem alle, langt fra. Men hun forsøgte. Hun var skide stædig og det skulle bare lykkedes. Så stædig var hun. Så hun blev ved og ved med at forsøge sig med at lave sne. Enkelte snefnug dukkede op, men sne? Nej. Med et suk krydsede hun armene og kiggede surmulende ned på de sidste snefnug, som dalede til jords og forsvandt i ét med skovbunden, som allerede var fugtig. Dog nåede hun ikke at surmule meget, før hun pludseligt hørte noget ikke langt fra, hvor hun sad. Som et styrt. Af en art. Sophia sprang nærmest op fra træstuben og så sig omkring med sine store øjne. Hvad var det? Så nysgerrig som hun var, forsøgte hun at finde, hvad end hun lige havde hørt. Der var stadig larm, men hun kunne ikke sætte ord på, hvad hun kunne høre. Og nej, det var ikke sket langt fra hende; Sophia nåede hurtigt hen til - hvad det end lige var. Selv var hun ikke så moderne og kendte ikke meget til teknologi, og ja, bare generelt den moderne verden. Hun havde jo levet i et træ, det meste af sit liv. Ene og alene, dog med sin stav. Sophia så sig nysgerrigt omkring.
"Hallooooo?"