Athena Akademiet: Det bedste akademi for alt overnaturligt og alle mennesker fra hele Verden.
 
IndeksIndeks  SøgSøg  TilmeldTilmeld  Log indLog ind  
Log ind
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Tidslinje

År: 2020
Årstid: Forår
Måned: April

Fuldmåne:
8. April
Nymåne:
23 April
Latest topics
» Misfortunate events
Time after time again EmptyToday at 9:59 am by Nathan

» • They called out turbulence (Reign) (tw)
Time after time again EmptyYesterday at 9:35 pm by Reign

» Admin news! [Vigtigt!]
Time after time again EmptyYesterday at 6:48 pm by Joy

» Why by the Ocean is it so cold!?
Time after time again EmptyYesterday at 5:52 pm by Elizabeth

» Easter beach party
Time after time again EmptyYesterday at 5:51 pm by Mirabelle

» Even roses have thorns
Time after time again EmptyYesterday at 5:34 pm by Mirabelle

» They say curiosity killed the cat
Time after time again EmptyLør apr 04, 2020 12:49 am by Caine Rothwell

» I can't do this all by myself
Time after time again EmptyLør apr 04, 2020 12:30 am by Shin

» Late night snacking
Time after time again EmptyLør apr 04, 2020 12:18 am by Shin

Top posting users this month
Reign
Time after time again EmptyTime after time again 9688_210Time after time again Empty 
Razor
Time after time again EmptyTime after time again 9688_210Time after time again Empty 
Mirabelle
Time after time again EmptyTime after time again 9688_210Time after time again Empty 
Shin
Time after time again EmptyTime after time again 9688_210Time after time again Empty 
Atlas
Time after time again EmptyTime after time again 9688_210Time after time again Empty 
Zitora
Time after time again EmptyTime after time again 9688_210Time after time again Empty 
Cassius
Time after time again EmptyTime after time again 9688_210Time after time again Empty 
Mykie
Time after time again EmptyTime after time again 9688_210Time after time again Empty 
Margo
Time after time again EmptyTime after time again 9688_210Time after time again Empty 
Nathan
Time after time again EmptyTime after time again 9688_210Time after time again Empty 
Statistics
Der er i alt 383 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Elena Ahlers

Vores brugere har i alt skrevet 46789 indlæg in 3262 subjects
Top posters
Tidus
Time after time again EmptyTime after time again 9688_210Time after time again Empty 
Lilith
Time after time again EmptyTime after time again 9688_210Time after time again Empty 
Niklaus
Time after time again EmptyTime after time again 9688_210Time after time again Empty 
Atlas
Time after time again EmptyTime after time again 9688_210Time after time again Empty 
Razor
Time after time again EmptyTime after time again 9688_210Time after time again Empty 
Cassandra
Time after time again EmptyTime after time again 9688_210Time after time again Empty 
Reign
Time after time again EmptyTime after time again 9688_210Time after time again Empty 
Joy
Time after time again EmptyTime after time again 9688_210Time after time again Empty 
Luca
Time after time again EmptyTime after time again 9688_210Time after time again Empty 
Averie
Time after time again EmptyTime after time again 9688_210Time after time again Empty 

 

 Time after time again

Go down 
ForfatterBesked
Noah

Noah

Humør : f*ck you...
Antal indlæg : 10

Time after time again Empty
IndlægEmne: Time after time again   Time after time again EmptyOns mar 18, 2020 11:59 am

Forbeholdt til @Elena


Time: Sen eftermiddagstid - 16:16
Place: En relativt forladt lagerbygning i udkanten af South Side-området. 
Weather: Vejret kan vel beskrives som fint nok. Eftermiddagssolen skinner skarpt og himlen bærer kun en håndfuld skyer, der fra tid til anden dækker den brændende stjerne.

_______________________________________________________________________

Hun var tilbage. Det var altid svært at få en mere præcis fornemmelse af, hvor længe siden det var, at hun havde været der sidst, men det var gået længere tid denne gang. Det havde der sådan set gradvist gjort siden starten af hendes besøg. Hun havde været forbi så ofte i løbet af den første tid de seks år siden, og så som hun kom sig, helede, voksede op og voksede fra, blev det nærmere blot et årligt arrangement. At hun stadigvæk holdte ved det, forstod han ikke. Der havde været mange ting, han ikke havde forstået omkring hende og døden havde ikke givet ham svarene. Hun kunne ikke engang give ham svarene længere. Hun kunne ikke se ham. Hun kunne ikke engang fornemme, at han stadigvæk var der. Fanget i en mellemting. Alt han kunne gøre var at betragte hende, som hun mindedes ham. Som den eneste tilbage. Medlidenhed var efterhånden dét han følte allermest overfor hende.

På en skjult afstand holdte han øje med hende. Fulgte hende med de flammende øjne, som var han en forfølger. En lurer af natten. Dagen var stadig lys, men stemningen var dunkel og forladt indenfor i lagerbygningen. Der var skam rigeligt med belysning, som sollys sivede ind ad den store, åbne åbning og vinduerne hist og her – flere af dem med knuste ruder - så det var ikke svært for selv dem uden overnaturligt udviklede øjne at se. Der var bare så gråt og kedeligt. Lagerbygningen blev ikke længere rigtig brugt og man kunne rigtig se den gå til. Der var synlige revner i mange af de store, solide betonsøjler, der holdte overetagen fra at kollapse.
Han så hende finde vej til præcis, hvor det var sket uden nogen form for afvigelse. Han tog inde, hvor meget hun var vokset. Hun havde blot været et barn, da han havde haft mulighed for at tale med hende sidst. Han havde virkelig ondt af hende.

Blomsterne fra hendes sidste besøg var visnede. De var så godt som forstøvet. Enkelte stilke lå tilbage, spredt på gulvet, fuldstændig revet fra liv og blade. Mørke og tørre som kviste. Han så hende sætte sig på hug for at efterlade de friske blomster på det kolde betongulv til præcis samme skæbne som deres forgængere. Det var så ubrugeligt. Der var ingen til at sætte pris på blomsterne der. Ingen som hun vidste sig sikker af i hvert fald. Han… følte sig mere til ro. De gav hans dødslokation mere farverig og livlig.
Med fuldstændig lydløse skridt, der aldrig rigtig gjorde nogen form for kontakt med gulvet, trådte han mod hende, som hun sad og bare virkede til at stirre på buketten på gulvet. Hun gik aldrig lige med det samme, hvilket altid gav ham lov til at nærme sig hende. Være i hendes nærvær, selvom hun ikke vidste, at han var der. Der var ikke de samme følelser, som der havde været en gang, men hun betød stadig noget. Han stoppede ved hendes side og med et tungt suk satte han sig ned på hug. Blikket rettet frem mod blomsterne, som de lå på den grå beton. ”And here you are again. Shouldn’t you have something better to spend you time on?” spurgte han sagte, velvidende at hun ikke ville kunne høre ham og dermed aldrig svare ham på det retoriske spørgsmål.
Tilbage til toppen Go down
Elena

Elena

Humør : -
Fag : Music + Psychology + Chemistry + History
Antal indlæg : 82

Time after time again Empty
IndlægEmne: Re: Time after time again   Time after time again EmptyTors mar 19, 2020 9:42 am

Outfit
___



Det var det sted hun følte mest. Et sted, som bragte hende mest sorg og vrede. Der var så mange følelser inde i denne bygning at hun kunne drukne sig selv i dem hvis hun ønskede. Det var alligevel mange år siden nu, og alligevel var hun vendt tilbage. Igen og igen, vendte hun tilbage. Elena havde en bid af skyldfølelse overfor sin far, for grunden til hun aldrig kom hertil  var jo ikke på grund af ham. Det var på grund af Noah og alle de følelser som bandt hende til ham samt, hvad der var sket herinde. Sorgen var blevet mindre, som hun havde vendt sig til den. Vendt sig til det fravær og de mørke tanker der fulgte derefter. Tanker om hun kunne have gjort anderledes, var der noget hun kunne have gjort, som havde ændret udfaldet af situationen. Døden var ikke et ukendt land for hende, og hun havde selv betrådt dets dystre stier. Elena åbnede døren til bygningen og lukkede den bagved sig. Ekkoet derfra rungede i hele bygningen, mindede hende om den ensomhed der gemte sig i hver en krog. Det var sørgeligt og Elena bed sig i læben som hun trådte ind.

Hvert eneste skridt var til at høre, og gav genklang det grålige rum. Hun bevægede sig længere ind i rummet, i sin favn havde hun en buket med de smukkeste røde roser. Roser der lyste op i den mørke lokale. Elena foldede sine læber sammen og tog en dybere indånding. De andre var allerede gået til. Et mindre suk forlod trybridens læber, og hun lagde roserne ned på det kolde gulv. Til en forskel fra andre gange, havde hun et par stearinlys og en pakke tenstikker. Hun placerede lysene på gulvet omkring blomsterne i en cirkel. Hvis man ikke vidste bedre, kunne det ligne et form for ritual. Dog havde Elena brug for at gøre rummet mere lyst, det var så tungt og sørgmodigt. Så dunkelt og sort. Hun åbnede pakken med tenstikker og tog en enkelt op. I et blidt strøg var der ild, og hun kunne bevæge sin hånd med med en elegant bevægelse. Hun fik de fire lys tændt, og pustede tenstikken ud lige før den ramte hånden der holdt den.

Elena tog en dyb indånding, det var som om hun glemte, hvor ked af det hun blev hver eneste gang hun besøgte stedet. Savnet blev aldrig mindre i sidste ende. Siden hun var startet på akademiet efter hun genopstod, havde hun undgået at komme hertil. Hun prøvede virkelig at starte på en frisk, men af en årsag følte hun sig mere forbundet til dette sted end nogensinde før. Elena lagde tenstikkeæsken tilbage i sin lomme og fnøs en anelse af sig selv. "I guess, that I'm back here again. Sorry its been too long," sukkede hun og trak vejret dybt inde. Måske det lindrede hjertet at tale selvom hun ikke forventede han hørte det. Måske hun håbede på, at han altid var der til at se over hende. "It's insane, after I was reborn.. I keep on thinking.. hoping, that maybe so would you," hun pustede ud og afslørede den ustabile vejrtrækning der var effekten af den hulken hun prøvede at holde tilbage. Elena lagde hånden mod sin pande og gnubbede den lidt i et suk. Et par enkelte tårer undslap øjnene og løb om kap ned af de rosa farvede kinder. "It just sucks you know," indrømmede hun og blinkede endnu et par tårer ud. "In all this madness, I feel like you are the only one who would truly believe me," indrømmede hun næsten besejret. Der var ikke mange der troede på at hun var genopstået. På trods af tanken selv drev hende til vanvid, havde hun ikke sagt det til mange. Hun havde ingen beviser. "I miss you."  Hun klemte øjnene en anelse mere.

I det sekund sværgede hun, at hun kunne føle hans nærver. Hun kunne mærke han var til stede. Et mindre grin forlod hendes læber og hun rystede på hovedet. "If you think I would rather sit and do math, than go visit you. You are the one who has gone mental," det havde lydt som hans stemme. Men hun turde ikke åbne øjnene til virkeligheden om det sikkert ikke var. Elena følte sig mindst ensom her, og på samme tid var det også her hun følte sig mest alene.
Tilbage til toppen Go down
Noah

Noah

Humør : f*ck you...
Antal indlæg : 10

Time after time again Empty
IndlægEmne: Re: Time after time again   Time after time again EmptyTors mar 19, 2020 12:33 pm

Det synes aldrig at blive nemmere, selvom han påstod at have fuldt ud accepteret sin egen skæbne, men at lytte til Elena gjorde ham så dårligt tilpas. Måske var det i virkeligheden af selviske grunde, at han ikke brød sig om, at hun fortsatte med at besøge hans dødsplads. Hendes tilstedeværelse havde evnen til at fylde ham fuldstændig med en skyldfølelse, som han ikke rigtig havde følt før, da han stadigvæk var i live. Det startede gnister i hans indre, faretruende tæt på den i forvejen meget korte lunte.

’Musklerne’ i hans kinder blev spændt helt op, og han kunne ikke engang få sig selv til at dreje hovedet for at se på hende. Han var en forbandet kujon, sådan som han frygtede tårerne, som han skam godt var klar over, trillede fra hendes øjne. Han kunne høre hendes hulkende stemme mere klart nu andre sanser var forsvundet. Der var alligevel intet han kunne gøre. Han kunne ikke tørre hendes kinder eller klappe hende beroligende på hovedet. Heck! Han kunne ikke gang tysse på hende. Og alligevel blev hun ved med at holde fast i ham. Spildte sine tårer, sin tid og sin sorg på ham selv efter alle de år.

Noah fnøs en smule halvhjertet, stadig med al sin fokus mod den lille romantisk cirkel af roser og levende lys foran dem. Hun havde bestemt været den af dem, der havde haft forstand på pladderromantikken i deres forhold. Han havde prøvet… ”At least math wouldn’t be a complete waste of-.” Noget inde I ham frøs og stoppede ham midt sætning. Ville han se tilbage på det bare øjeblikke senere, ville han have indset, at det ikke var andet end et tilfælde, at hun havde svaret ham. At det i bund og grund ikke var et rigtig svar til den rigtige ham, men bare et svar til den opdigtede og ensidede samtale, hun holdte. Han kunne dog ikke ryste følelsen af, at hun havde hørt ham, af sig. Som at selv i al hans selvhad og håb om, at hun ville give op, havde dele af ham håbet, at hun en dag ville kunne høre ham. Vide at han var der og ikke var var luft for hende. Med ét drejede han sit hoved skarpt mod hende. De flammende øjne hæftede sig til hende, godt på vej til at være som en hjort i bilens forlygter.
”… Can you hear me?” Det var lige ved at hans stemme var knækket halvvejs igennem. Der opstod straks en kamp i ham. Fornuften mod den pludselig trang. Det var ikke fornuftigt at pirre hans tilstedeværelse for hende. Hvordan skulle hun kunne glemme ham, hvis hun vidste, at han stadigvæk var der? …sådan da. Han var der jo ikke helt, hvilket kun argumenterede endnu mere for fornuften. Men… kunne hun høre ham… så…

Det følgende ord, kom ud langt mere bedende, end han havde håbet. ”Elena?”
Tilbage til toppen Go down
Elena

Elena

Humør : -
Fag : Music + Psychology + Chemistry + History
Antal indlæg : 82

Time after time again Empty
IndlægEmne: Re: Time after time again   Time after time again EmptyTors mar 19, 2020 2:12 pm

Hun måtte være ved at miste forstanden. Det var jo åbenlyst, at hendes sorg fik hende til at hører ham. Høre lyden af hans stemme der fyldte hjertet op med brutal savn. Det gjorde det hele mere virkeligt, ligeså virkeligt som når hun så tilbage på de gamle billeder og videoer der lå på mobilen. Minder som virkede til at være oplevet igår, men allerede nu var for længe siden. Tiden gik både langsom og hurtigt. Det var en af de ting hun ikke kunne stoppe eller følge med i, i hvert fald ikke uden hun følte det var helt uhåndgribelig. Elena holdt sine øjne lukkede, nød det i et kort øjeblik. Den bittersøde lyd af gengivelsen af hans stemme der kørte som et ekko i hendes sind. Eller det var til, can you hear me? Hun holdt vejret, og spærrede øjnene op. De blågrønne øjne stirrede fremfor sig, i frygt for at se til siden, hvor stemme havde lydt. Hjertet syntes at sætte dets tempo op, og hun sank en klump. Stille tillod hun sig at lade luften slippe ud mellem sine læber, men hjertet lod ikke tempoet falde ned - tvært imod.

Siden hun var lille, havde Elenas mor forsøgt at fortælle hende om, hvordan livets kredsløb var. Det var meget modsat af, hvad Elenas far så havde fortalt hende i løbet af de seneste par dage. Det var som om der lå en hel ny verden for enden af fødderne på hende, og hun manglede at tage det sidste skridt. Et sidste skridt. Hun lukkede øjnene igen da hun hørte hans stemme igen. Denne gang ved at sige et ord, et navn. Elena bed sig hårdt i læben og mærkede, hvordan hun allerede havde holdet hænderne sammen. Hun kunne mærke sin hud under neglene som de blev borret ind i håndfladen. "Am I losing my mind?" mumlede hun for sig selv. Hun tog en dybere indånding og ventede på hun fik taget sig sammen. Taget sig sammen til at se til siden, til at vende hovedet og blive bekræftet i, hvor langt ude hun var.

Endelig. Endelig vendte hun blikket til siden. Der stod han. Chokket fik hende til bevæge sig tilbage, og hun mistede derved balancen. Elenas albuer mødtes med den hårde beton og hun skar en kort grimasse. Dog uden at tage blikket fra ham. Måske hun virkelig bare havde mistet forstanden komplet. Måske Zach bare havde slået hende ufattelig hårdt i hovedet og egentlig ikke slået hende ihjel. Noah kunne ikke være her. Han var død. "Please tell me that I'm not going mental here," mumlede hun for sig selv og kom stille til bens. Hun børstede lidt af støvet fra jorden af sine albuer, hvorefter hun trak vejret dybt ind. "If this is some kind of trick.. to freak me out.. its working. Its not fun," hun så sig lidt omkring. Det var næsten som om hun forventede nogle legede med hendes hoved. Til sidst vendte blikket dog tilbage til Noah. Øjnene tiggede om det ikke var et trick, at det ikke var fordi hun havde mistet forstanden. Hun ønskede det var virkeligt.
Tilbage til toppen Go down
Noah

Noah

Humør : f*ck you...
Antal indlæg : 10

Time after time again Empty
IndlægEmne: Re: Time after time again   Time after time again EmptyTors mar 19, 2020 3:38 pm

Der var ikke længere nogen tvivl; Hun kunne høre ham. Men det var ikke nok, var det vel? Nej. For så mødte hendes blik hans, og han vidste, at det ikke bare var dét. Hun kunne også se ham. Fuck! Fuck! Forskrækkelsen påvirkede også i dét øjeblik Noah. Han havde ’håbet’, men han havde for helveds da ikke ’forventet’. Der havde været større chance for, at det bare var et spøgelses desperate ønsketænkning. Han var ikke dum, han var godt klar over, at nogle kunne se ham. Nogle. Ikke Elena! Han havde ikke engang oplevet, at hun havde følt hans tilstedeværelse, de andre gange.

I en hulens fart bakkede Noah på afstand fra hende. Han havde knap nok nået at rejse sig fra hug, før skridtene havde begyndt at træde tilbage, men han risikerede ikke på noget tidspunkt at falde. I stedet var det som at han blot væltede nok til at hans fødder mistede deres falske kontakt med gulvet, hvorefter han forblev svævende i luften. Ikke længere tunget af tyngdekræften som alt andet… levende.
”Shit!!” udbrød han skarpt og lige som hende søgte hans blik omkring dem. Men i stedet for at søge efter filmende kamera eller potentielle tricksters, der fuckede med ham, som det var tilfældet for Elena, piskede hans fokus omkring efter løsninger eller udveje fra, hvad der netop skete. Nu hvor det for alvor var blevet bekræftet, at hun ikke bare kunne høre ham, men også se ham, trådte fornuften ind med sit nyligt polerede bat. Klar til at tæske løs på hans samvittighed. Dét her gik imod ALT.

”You can see me? You’re not supposed to be able to see me!” Endelig genvandt han magten over sin tunge, og endelig kunne han se på hende igen. Men hans stemme var alt andet end høflig og venlig. Den var råbende og arrig. På grænsen til desperat og panikslagen. ”Why can you suddenly see me?! You’ve never been able to before. Shit! Fuck!” Han begravede begge sine hænder i sit hår og måtte alligevel se væk fra hende igen. Denne gang vendte han ryggen til hende, i takt med at han landede tilbage på ’stående fod’. Han kunne ikke finde de rigtige ord, hvilket blev gjort tydeligt i måden, han bare kastede om sig med skældsord til højre og til venstre.
Der var kun én rigtig ting at gøre. Eller det kunne diskuteres om det var det ’rigtige’. Men Noah tøvede ikke for at tænke sig om, før han forsvandt fra, hvor han stod. Flugtede ind i Mellemrummet. Han havde leget med ilden hver gang han havde siddet med hende. Troet blindt på, at det ikke ville gøre nogen forskel, for hun kunne jo ikke se eller hører ham. Hun vidste ikke, at han var der. Ikke før nu.
Tilbage til toppen Go down
Elena

Elena

Humør : -
Fag : Music + Psychology + Chemistry + History
Antal indlæg : 82

Time after time again Empty
IndlægEmne: Re: Time after time again   Time after time again EmptyTors mar 19, 2020 4:15 pm

Shit. Noahs udbrud fik hende til at holde vejret og se tilbage imod ham ret hurtigt. Det var næsten som om, at han ikke ønskede at hun kunne se ham. Måden han pludselig råbte op, som hun havde gjort noget hun ikke måtte eller som om det var en farlig situation hun havde udsat sig selv for. Nysgerrighed slog katten ihjel trods alt. Elena forholdt sig tavs. Det var aldrig til at vide om man fik tavshed eller opråb fra hende, sandsynligheden var lige høj på begge udfald. Dog blev han ved med at nærmest at gå i panik, og hans panik fik hende til at gå i panik. "I don't know okay!" Udbrød hun så og flyttede sine hænder op til sit hoved. Fingrene viklede sig ind i de mørke brune lokker, og hun mærkede neglene kradse langs hovedbunden i frustration næsten i sync med hans bevægelse. Måske hun burde se bort fra, at hun kunne være mentalt ustabil og fokusere på, at det kunne være virkeligt. "Okay. Okay, calm down," instruerede hun både ham selv, men også sig selv. Det var ikke en situation hun nogensinde havde regnet med at skulle se for sig.  Han begyndte at mumle en masse ord og det var ikke ligefrem fordi, at hun havde en forøget hørelse som kunne opfange diverse ord. Dog kunne hun godt tyde, at han ikke ligefrem var helt tilfreds med udfaldet af dette møde. Snart vidste hun heller ikke, hvad hun selv skulle tænke omkring det. Det var jo det rene vanvid.

Det ville være løgn, hvis hun sagde, at hun ikke havde drømt om muligheden for at snakke til ham igen. Bare at have en enkelt time, hvor hun kunne sige de ting hun aldrig fik sagt. Nu virkede de ord overflødige, og var hvisket væk i situationens ny malede billede. Hun mærkede læberne sprede sig igen, som om, at hun havde haft en ide om ord ville forlade dem, men ikke en lyd kom. Elena var mundlam, og følte sig helt igennem rundt på gulvet.

Væk igen. Væk. Hun stod alene i lokalet og lagde armene overkors. Hun beskyttede sig selv med den bevægelse, eller i hvert fald gjorde hun sit på at holde sig sikker. Øjnene så rundt i lokalet som en hundehvalp der var fortabt. Helt igennem alene og fortvivlet. "Noah?" navnet flød usikkert henover læberne. Blikket forsatte sit flakkeri for at gennemsøge hvert eneste hjørne. Hun mærkede panikken sive ind i hver eneste af kroppens nerver, i et forsøg på at rive dem fra hinanden. Hænderne rystede som et resultat af chokket og panikken som bredte sig igennem hele hendes system. "Come back," det lød mere kommanderende end hun måske mente det, men hun ville ikke bare gå rundt og tro at det var hendes egen forstilling. Han havde da været her? Elena mærkede den psykiske energi der sendte irriterende vibrationer igennem fingrene, og hun vidste, at hun var nød til at holde sine følelser i skik. Det ville ikke hjælpe nogle, hvis hun mistede kontrollen. Alligevel kunne hun også mærke energien lade op, og vente på at få et afløb. To af ruderne i bygningen eksploderede som efterfølge og gav hende næsten et chok. Hun knyttede næverne sammen og udløste energien igennem sig selv, hvilket nok ikke var det sundeste - men det beherskede hende fra at skade andre. Hun lukkede øjnene i og tog det ind før hun pustede ud i tomrummet. Måske hun bare skulle gå igen? "You really want me to leave?" Spurgte hund ud og kunne næsten hører sin egen stemme give genklang. Måske han slet ikke var her mere. Kunne han overhovedet hører hende?
Tilbage til toppen Go down
Noah

Noah

Humør : f*ck you...
Antal indlæg : 10

Time after time again Empty
IndlægEmne: Re: Time after time again   Time after time again EmptyTors mar 19, 2020 5:01 pm

Noah kunne stadigvæk høre hende kalde efter ham selv inde i Mellemrummet. Væggene var så uendeligt tynde. Tyndere end fløjlspapir. Så skrøbeligt og ufatteligt modstandsbastant på samme tid. Og alligevel kunne han ikke se hende. Et spøgelsesvandring igennem Mellemrummet var kun bygget på fornemmelse. En erfaring som man nærmest helt automatisk modtog, når man mistede sin fysiske tilstedeværelse i de levendes verden. Åh, for fanden da også! Havde han altid været så rådvild? Han ville gerne tro, at det ikke var tilfældet, men… måske havde han var løjet for sig selv i al den tid. You crap shooting candy ass.

”…No.” Med ét brød han igennem fra Mellemrummet og vendte tilbage til ’virkeligheden’. Dog befandt han sig denne gang et par skridt bag Elena. Hans toneleje var blevet dæmpet tilbage til noget mere kontrolleret. Mindre råbende og bebrejdende. Hans time out havde haft succes med at stabiliserer ham selv og hans sind. Så længe han kunne huske, havde han haft svært ved at holde styr på sig selv, men han skulle også forestille at være et voksent menneske. Med forståelse for konsekvenser og almen opførsel. Nogle gange var det bare så svært. Hun havde før været en stabilisator i hans liv. Var hun stadig det?
Han stod roligt og bare så på hende. Han kunne umuligt være noget pænt syn at blive mødt med. Han lignede virkelig en død person, og alt efter hvor klart hun så ham – han havde stødt på folk, der kun så ham som en gennemsigtig og flydende skikkelse – ville han kun se mere død ud. Der var ingen liv tilbage i hans ansigt. Huden var bleg nok til at virke blågrålig i den dunkle belysning og renderne om hans øjne var intense. Men på en måde lignede han også sig selv. Hans kinder var ikke sunket ind og hans hår ikke mattet eller visnet væk. Hans spirituelle form blev trods alt ikke brudt ned som hans krop.

Af ren vane stak han tungen ud og fugtede læberne. ”Don’t leave yet.” Hænderne gravede sig vej ned i hans bukselommer og skulderne skød per automatik op, som han blev en tand anspændt. Han så sig omkring endnu en gang og lagde mærke til de sprængte glas. Så tilbage på hende. Og så væk igen, som han med kontaktløse skridt gik mod hendes lille cirkel af stearinlys, alle sammen stadig i live til trods for det nyskabte gennemtræk. De stod nok fint i læ. Han huskede i hvert fald at altid være i nogenlunde læ der.

”I was always so fucking worried that I’d scare you if you ever were able to actually see me. And look at me, reeling it in like an idiot. This is why…” I stedet for at færdiggøre sin sætning med ord, sukkede han tungt. Han stoppede med snuden af sine sko foran lysene og roserne og så ned på dem med et udmattet blik.
Tilbage til toppen Go down
Elena

Elena

Humør : -
Fag : Music + Psychology + Chemistry + History
Antal indlæg : 82

Time after time again Empty
IndlægEmne: Re: Time after time again   Time after time again EmptyTors mar 19, 2020 10:33 pm

Elena snurrede rundt på sine hæle, som genlyden af hans stemme endnu engang fyldte rummet med sit ekko. Ansigtet løsnede op og afslørede sin sorg, men også glæden der lå gemt bagerst i de blågrønne øjne. Hun havde aldrig troet, at hun skulle se ham igen. Her stod han. Ikke i live, men her stod han og så tilbage på hende. Elena havde været så bange for at indse, at de ting de havde haft sammen var ofre. For hvad var virkelig værst, at være den der var død, eller den som var tilbage? Alt hun havde givet til ham, havde føltes til at blive revet væk. Alle de følelser, som havde lagt dybt inde i hendes hjerte. Sorgen havde begravet dem så dybt inde og fyldt graven til med jord. Elenas mor havde ikke været til meget støtte, sagt det var hvad hun fik ud af at være med typer som ham. Det var så den sidste samtale hun havde haft med sin mor, før hun flyttede ind hos sin kusine. Det var som om, at hun ikke var klar i blikket og måske var det bare følelserne der gjorde hun ikke bemærkede den store forskel i hans udseende først. Hun bemærkede ikke, hvor død han så ud - måske hun nægtede at se det. Elena åndede ud, så bare på ham. Hun ventede stilheden ud, ventede på, at han ville sige et eller andet. Elena vidste ikke, hvor hun skulle starte, eller hvor hun skulle ende.

Endelig brød han stilheden og hun hev vejret ind igen. Lyden af hans stemme løb koldt nedover ryggen på hende, for den virkede så nær også fjern i hendes minder. Det skræmte hende hvor fjern den endelig lå, at hun stadigvæk følte sit hjerte springe en takt når han talte. "Okay," startede hun blidt ud og nikkede for at bekræfte sine ord, "I won't." Elena pustede ud og sank en klump. På trods af at han så væk fra hende, kunne hun ikke stoppe med at lade sit blik hvile imod ham. De blågrønne øjne fulgte ham, som var hun bange for at han skulle forsvinde igen. Den næste strøm af ord var hun ikke klar på, men hun lyttede alligevel. Hun havde altid været god til at lytte. "Always?" Spurgte hun så og foldede læberne en smule sammen, hvorefter hun lod dem trække op i et lille smil. Derefter vippede hun stille hovedet en anelse til venstre.  

Det gav hende en form for sindsro, at han havde set hende her. Alligevel undrede hun sig over, hvorfor hans sjæl ikke havde fundet fred endnu. Endnu et stort spørgsmål slog ind på lystavlen og hun tog en dybere indånding ind. Måske var det grundlagdet for hun kunne kommunikere med ham nu, var det på grund af sin egen genopståelse? Tanken om, at han havde oplevet hende dø eller set hende, hvorend han forsvandt hen? Havde hun minder, som hendes sjæl ikke havde tilladt hende at få kontakt til endnu? Elena blinkede en anelse og rystede en enkelt gang på hovedet af sig selv. "How are you feeling?" Spurgte hun så og kneb brynene en smule sammen i bekymring. Han virkede udmattet og drænet totalt - var det sådan efterlivet var? Drænende og mørkt?
Tilbage til toppen Go down
Noah

Noah

Humør : f*ck you...
Antal indlæg : 10

Time after time again Empty
IndlægEmne: Re: Time after time again   Time after time again EmptyFre mar 20, 2020 11:26 pm

I takt med at Noah tog mod nok til sig til at se mod Elena, løftede et af hans øjenbryn sig i samme bevægelse i en nærmest kæk grimasse. Og med et træk på skulderne, efterlod han hendes undring til at selv pusle brikkerne sammen. Ja. Altid. Det var ikke engang fordi, han kun mente efter hans død. Næh nej. Så længe han havde kendt hende, havde han følt en nagende nervøsitet over at komme til at skræmme hende. Noget der gradvist havde udviklet sig i det skjulte, jo mere han med tiden var begyndt at holde af hende. Kunne han trøste sig selv med, at nervøsiteten tydeligvis havde været succesfuld i at holde ham i ørene, eftersom hun stadigvæk ikke løb væk til trods for omstændighederne?..

”How am I feeling?” For en gang skyld lykkedes det Elena at få et smil frem på hans blege læber. Dog var dét og latteren, der fulgte flittigt efter hans ord, som ællinger efter sin andemor, ikke helt oprigtig og bær i stedet de klassiske Noah-noter af sarkasme. Morskaben lå kun i den gennemtrængende ironi af spørgsmålet, hun havde stillet ham. Han så kortvarigt fra hende og rystede sagte på hovedet, før han begyndte at slentre tættere på hende. ”Dead. For the most part. But… there’s no pain, if that’s what you asking about. If anything, I just feel kind of hollow. Like I don’t actually exist, you know. Not that it’s surprising.” En af hans hænder havde fundet sin vej op ad lommen og blev i stedet ført om i nakken. Det var underligt. For han kunne mærke sig selv. Hans hår, hans tøj, hans hud. Men han vidste også, at det ikke var ting der som sådan eksisterede længere, hvilket særligt i starten af hans efterliv havde gjort et nummer på ham.
Han sank. Stoppede foran hende og lod for en gangs skyld sine øjne mødes med hendes for første gang i et halvt dusin år. Hans øjne havde også ændret sig. De rødorange glimt, der før havde givet hans chokoladebrune øjne en særlig varme, var virkelig trådt i karakter og stort set havde overtaget.

”It’s… It’s good to see you again, Spark,”
indrømmede han endelig. “Or.. you know.” For en stund søgte hans blik rundt på hendes ansigt, så stadig de sørgelige rester af hendes tårer. Tårer han ikke bare kunne rakke ud og tørre væk. ”This must be freaking you out, huh? I’m sorry I didn’t braced you beforehand.”

Visee spørgsmål lå og summede under overfladen. Havde hun følt ham der med hende de andre gange? … Hvordan havde hun det?
Tilbage til toppen Go down
Elena

Elena

Humør : -
Fag : Music + Psychology + Chemistry + History
Antal indlæg : 82

Time after time again Empty
IndlægEmne: Re: Time after time again   Time after time again EmptySøn mar 22, 2020 10:53 pm

Det var nok det dummeste spørgsmål hun kunne have stillet ham, han var død - hvordan skulle han ellers have det? Alligevel hang nysgerrigheden ved, hvordan var det at være død? Hun huske ikke endnu selv noget fra stunden. "Well, it would be ironic if you felt alive now wouldn't it?" Svarede hun en smule kækt tilbage og lagde armene en smule over kors. Hun havde altid været ret hurtig til at svare igen på de sarkastiske bemærkninger han kunne fyrer afsted, måske var det også derfor de havde klinget så godt. Han var tættere på hende end hun havde haft ham tæt på hende i lang tid. Hun mærkede lysten til at række ud og forsøge at se, om hun faktisk kunne mærke ham. Det var alt kroppen sultede efter, den fysiske kontakt, men ikke fra hvem som helst, kun fra ham. Hjernen mindede dog hurtigt hjertet om, at der ikke var nogen grund til at sulte efter noget man aldrig kunne få. Det var først som deres øjne faktisk blev tilladt øjenkontakt, at hun mærkede sit hjerte banke hårdere imod brystkassen. Forandringen lå tydelig for hende, men kunne hun forvente andet? Han var død, og hun stod her i live. Alligevel, selvom hun nok burde være lettet over at se ham igen - så følte hun alle de sår hun havde healet blev revet op på stedet.


Elena skar kort tænder for at holde sine følelser for at tage overhånd, og tog en mindre dyb indånding. Hun var enig, det var også godt at se ham igen. Hun ville bare ønske det ikke gjorde så pokkers ondt. "I know. I feel the same," svarede hun med et lille antag af et skævt smil. Det knuste hende langsomt inden i at være så tæt på også langt væk fra ham på samme tid. Elena hev vejret stille ind og holdt det i noget tid. Dog pustede hun ud i et halv grin og rystede derefter på hovedet. "Seeking discomfort, is my new motto," fnøs hun med et lille rul med øjnene og slikkede sig endnu engang om læberne. "I admit, this wasn't what I was expecting.. and calmly freaking out, but I can handle it," indrømmede hun med et lille skulder løft. Elena reagerede ofte senere, som om, at hun ligesom sin evne, samlede energien og eksploderede på et uvist tidspunkt.
Tilbage til toppen Go down
Noah

Noah

Humør : f*ck you...
Antal indlæg : 10

Time after time again Empty
IndlægEmne: Re: Time after time again   Time after time again EmptyOns mar 25, 2020 6:43 pm

Noah nikkede sagte, som for at bekræfte hendes svar. Ikke hvad hun havde forventet. Nej, dét var fuldt forståeligt. Hun havde ikke forventet at se noget til ham igen. Den normale procedure var, at når man var død, så var det lidt det. Intet andet. Normalt selv i den unormale verden, som de begge levede – havde levet i.
Med et irritabelt grynt over sig selv, blev han nød til at se sig besejret og måtte se væk fra Elenas blik. Det var ikke nemt at vedligeholde øjenkontakten med hende, for hun var virkelig ikke helt så god til at skjule sine følelser, som hun måske gik rundt og troede. Men netop for ikke at gøre det alt for åbenlyst, lagde han fokus mod buketten med roser. Igen. Det var lidt et samlepunkt mellem dem, følte han. Havde cirklen af lys… Nej squ! Det var helt almindelige fyrfadslys. De kunne ikke gøre en skid. At hun pludselig kunne se ham, var ikke pga. en samling af tændte fucking væger. ”Do you hate me?”

Musklerne i hans kinder var så anspændte, at det kunne opfanges selv på god afstand. ”Fuck! Who am I kidding? Of course you do,” brød han pludselig ud, inden hun overhoved kunne nå at et fuldt svar frem til ham. Det var trods alt nemmere at bare svare selv, når han alligevel kendte det. Hånden i nakken imigrerede mere nord på fra nakken, hvor den ruskede godt hans hår. ”This is why I didn’t want you to notice me. To know that I was still there.” Han sukkede tungt, så tungt at man kunne høre ekkoet fra hans form fysiske afstand. ”Well, in a way.”

Der var så meget, han kunne have gjort. Så meget. Han havde evner nu, som han ikke havde før. Evner til at manipulere sine omgivelser. Han kunne have givet hende et tegn. Leget gud til hendes bønner. Men havde han gjort det? Nej. Ikke så meget som et lille vindstrøg mod hendes kind, som hans spirituelle, og ikke-helt-tilstede krop havde passeret hende. Hun måtte tro, at han var en sand sadist, sådan som han havde badet i hendes sorg. Set på som en ligegyldig tilskuer.
”You probably shouldn’t come back here after today. The dead don’t deserve flowers.” Noah havde altid været pessimistisk, så om det var blevet værre efter selvmordet, var næsten ikke til at sige. Ensomheden havde måske naget sig dybere ind i ham. Men… en del af ham havde også taget imod ensomheden som en gammel ven. Med åbne arme. Accepteret den som sin skæbne. Var det ikke, hvad han fortjente, så kunne han da bare have ladet være med at sætte pistolen mod sit hoved.
Tilbage til toppen Go down
Elena

Elena

Humør : -
Fag : Music + Psychology + Chemistry + History
Antal indlæg : 82

Time after time again Empty
IndlægEmne: Re: Time after time again   Time after time again EmptyOns mar 25, 2020 8:00 pm

Hadede hun ham? Det spørgsmål rungede endeløst i hovedet på Elena, og det var som om hun ikke længere havde svar på noget som helst. Dog nåede hun ikke engang at svare, før han udbrød et svar selv. Måske han havde ret? Hadede hun ham virkelig? Elena havde været vred på ham. Hun havde været så vred, og aldrig havde hun troet at hun havde været i stand til at indholde så meget raseri. Elena tog en dyb indånding og foldede sine hænder sammen igen. Knorene blev hvide og først da det gjorde ondt, gav hun slip om grebet. Det var som om at han tog hvert eneste sekund hun egentlig havde til at give et svar, til at svare for hende. Frustrationen byggede stille voldsommere op, og oven på dagens nyhed og den sidste måneds event - så var der ikke langt igen før hun ikke kunne holde mere ud.  Elena løftede sin hånd op og placerede to fingre midt på panden, i håb om at massere sine frustrationer væk. Spændingerne i hovedet syntes kun at blive værre, som han nærmest bare slog ud med teorier og holdninger. Han havde intet at sige i, hvad hun burde gøre. Elena lod hænderne falde ned til siden og knyttede dem endnu engang, før hun svang dem overkors. "Could you just stop for a second and actually let me talk to you?" Udbrød hun lettere utålmodigt og man kunne næsten hører energien i rummet slå gnister af frustrationen. "And don't do that. Okay? Don't say what I probably should do and what I shouldn't," hun slog ud med armene, hvilket udløste en bølge af energi ud i rummet.

Chokket fra energi udslippet fik hende til at gå et par skridt tilbage, en hurtig panik fandt vej til trybridens øjne. Elena så rundt i rummet, og var ikke ukendt i sine evner. Men hun var langt mere emotional efter hun kom tilbage, som om det havde gjort hende mere sensitiv. Elena tog en dyb indånding og rystede på hovedet af sig selv. "You want to know how I feel about all of this? I've spend years.. begin so angry at you.. God, I hate what you did. I do," endnu et udbrud og hvor befriende det dog føltes for hende endelig at løfte den sten fra sit hjerte. Elena havde mest kommet her for at græde og udfylde sit tomme rum i hjertet. Vreden var aldrig blevet taget med her. Hun havde prøvet at holde sig mest omfattet når hun var her. Holde det et helligt sted. "I love you, you idiot. Dead or alive, that is just how it is," ordene blev svunget ud, næsten helt besejret fra krigen mod sig selv. "And I'm fine. Thank you for asking, just another bloody Tuesday you know," hun sparkede tog en dyb indånding ind og pustede frustreret ud. Derefter sank hun ned på hug og førte begge hænder henover sit hår.
Tilbage til toppen Go down
Noah

Noah

Humør : f*ck you...
Antal indlæg : 10

Time after time again Empty
IndlægEmne: Re: Time after time again   Time after time again EmptyTirs mar 31, 2020 1:25 am

”Do what?!” Trykbølgen røg direkte igennem ham, som var han ikke virkelig. Selv hvis han havde været luft eller en illusion eller et fucking hologram, ville hans skikkelse nok have været påvirket af den. Blevet skubbet væk eller i det mindste kappe ham lidt over før han ville blive samlet til det fylde billede af en død mand igen. Men ikke engang en tot af hans hår blev puffet til. Det betød ikke, at han ikke havde følt energien skyde igennem ham, og han var ikke blind for, hvordan det påvirkedes hende. Hun var stadig bange for sine egne evner? Som ud af ingen ting, blev han sendt tilbage til de gange hun havde rystet i hans arme efter at have mistet kontrol. Eller havde været på nippet til det. Det bragte en kvælende effekt med sig. Kvalte ord. Kvalte vrede. Og det var lidt den samme kvælende effekt, der kom sammen med hendes bekendelser.
Han kunne pludselig ikke få sig selv til at se på hende. Hun elskede ham stadigvæk. Hun var så fandens stædig! Hvornår ville hun give op? Der var knap nok mere tilbage af ham at elske. Selv med alt, hvad der gjorde Noah til Noah, så var han kun efterladte rester.

Han åndede hårdt ud, som havde han holdt vejret det sidste stykke tid og tvang sig selv til at se på hende. Hun så så lille ud, når hun sad krøllet sammen på den måde. Han havde fucket op. Majorly! Men var det ikke bare hans liv i en nøddeskal? Han trådte et skridt tættere på og kom så selv ned at sidde. Skrædderstilling, en noget mere åben stilling end hendes. Han var blevet god til at lade som om, at han faktisk havde kontakt til gulvet. ”But you’re not fine, are you?” spurgte han med en ubevidst træt undertone. ”That’s why you keep coming here. Not only ’cause you still love me or miss me.”

Han lod sit blik glide henover hende. Seks år. Utroligt hvad de havde gjort ved hende. Hun var en voksen kvinde nu. Ikke den modne teenager, som han havde ladet komme ind under huden på sig. Men hun virkede også langt mere skrøbelig. Flere revner.
”It’s not even Tuesday,” tilføjede Noah, lidt vovende. Forsøgte at lette den tunge stemning lidt. Det havde dog aldrig været hans forté.
Tilbage til toppen Go down
Sponsored content




Time after time again Empty
IndlægEmne: Re: Time after time again   Time after time again Empty

Tilbage til toppen Go down
 
Time after time again
Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Forumtilladelser:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Athena :: Gaia :: The Southside-
Gå til: