Athena Akademiet: Det bedste akademi for alt overnaturligt og alle mennesker fra hele Verden.
 
IndeksIndeks  CalendarCalendar  FAQFAQ  SøgSøg  Tilmeldte brugereTilmeldte brugere  GrupperGrupper  TilmeldTilmeld  LoginLogin  
Login
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Navigation

R E G L E R

F A C E C L A I M

V Æ R E L S E R

F A G E N E

H V E M E R H V E M ?

I N F O R M A T I O N

T I D S L I N J E N

S O C I A L E M E D I E R


Latest topics
» Give a warrior someone to fight pls? [Emnesøgning]
Today at 1:56 am by Aviana

» Gif leg - Blind date!
Today at 12:01 am by Carmilla

» It's time, make your choice - Talion
Yesterday at 11:21 pm by Talion

» Your eyes - Vito
Yesterday at 11:09 pm by Hale

» Are you okay? (part 2) - Elian
Yesterday at 10:36 pm by Dorian

» It isn't a dare unless you're afraid to do it ♥ Elian vs. Eugene
Yesterday at 10:07 pm by Eugene

» Hvem er hvem listen!
Yesterday at 10:00 pm by Lucida

» I don't really know what I'm doing in here... - Damian
Yesterday at 8:13 pm by Damian

» I can see I did not know where she was
Yesterday at 5:56 pm by Aaron

Top posting users this month
Elian
 
Julian
 
Zitora
 
Reign
 
Razor
 
Jaxton
 
Miles
 
Killian
 
Aviana
 
Jeffrey
 
Statistics
Der er i alt 431 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Lucida

Vores brugere har i alt skrevet 22860 indlæg in 1758 subjects

Share | 
 

 Sometimes one finds happiness even in the darkest of times [Fortidsemne]

Go down 
ForfatterBesked
Cain

avatar

Antal indlæg : 71

IndlægEmne: Sometimes one finds happiness even in the darkest of times [Fortidsemne]   Man apr 09, 2018 3:25 am

Årstal 1936
Årstid Forår
Tid Det er sen eftermiddag, men tidlig aften
Sted En magisk arena i skoven, som er gemt væk via magien
Omgivelser Der er en stor arena, hvor man kæmper også et stort område, hvor folk lever
Vejr Det er faktisk overraskende godt vejr, man kan mærke sommeren er på vej, selv på trods af at det er imod aften tiden. Solen skinner dog endnu og det blæser ikke
Påklædning
- Tøj + Sko En sort tanktop på og et par sorte bukser Link. Han har sorte sko på
- Hår + Skæg Hans hår er en smule halvlangt (omkring 20 mm), og siden han har krøller, er det ikke super tydeligt. Han er også ved at gro sig et fuldskæg
- Andet Siden han næsten lige har haft kæmpet, har han sår fra et sværd, samt blå mærker og blod rundt omkring. Han har et tydeligt blåt mærke ved sin kind og en flækket læbe. Alt dette er dog ved at heale op

Emnet er tilegnet @Tatyah aka ma babest babe <3

Han burde efterhånden være vant til det, der var trods alt gået mange år og dog fik han alligevel en god mængde slag, hver gang han var sat til at kæmpe. Heldigvis havde Tatia's trænning vist sig som effektiv, da han trods alt fik mængde slag, end hvad han gjorde da han startede ud. De første mange kampe han havde fortaget sig, i sin periode mens han var fanget, endte ofte op hvor han lignede han var ved at dø, men heldigvis healede hans krop sig, og i dag kunne man ikke se de mindste smule træk fra det. Kampende var dog stadigvæk et helvede, og det enste lyse ved hans dag, var når han var færdig og her kunne ses med Tatia, en kvinde han måtte indrømme betød meget for ham, på trods af den kort mængde tid, som de havde tilbragt sammen. Hun var smuk, stærk og på trods af at være ødelagt, havde hun på en eller anden måde, viljen til at fortsætte, selvom verden omkring hende, syntes at bære en form for had imod hende. Hun havde også været en af de eneste, som faktisk havde tilbudt ham oplæring i kamp, hvor alle de andre blot ignorerede ham, han var trods alt et menneske, så for dem var det eneste interessante hans forbandelse.
Han smed skjoldet mod jorden, og lagde sine våben fra sig, som han forlod arenaen, og her bevægede sig imod det område, som alle krigerne havde, et sted de kunne sove og snakke med andre, mens de ventede på den næste kamp. Som han vandrede derhen af, havde han ikke mange tanker i hovedet, faktisk var hele tankestrøm imod den smerte, som han følte. De havde fundet en stærk dæmon, som i den grad fik nogle gode slag ind, hvilket forklarede hvorfor hans læbe var flækket og hans ene kindben brækket, derudover havde han også en god mængde snitsår rundt omkring, nogle dybere end andre. Han havde også en forestilling om, at mindst to ribben var brækket, for hver gang han forsøgte at trække vejret, syntes en konstant smerte at ramme ham, som blev han hele tiden sparket i siden. Det var dog heldigt i dette tilfælde, at han faktisk healede så godt som han gjorde, da han trods alt aldrig fik ar, og hver enkel knogle fandt altid sin vej tilbage, til hvor den havde været forhen. Dette gjorde selvfølgelig ikke det hele bedre, eller for den sags skyld mindre smertefuldt, da han jo var et menneske, og derfor følte præcis ligeså meget smerte, som hvert enkelt menneske kunne gøre.
Alle tanker om smerterne forsvandt dog, sekundet som han så hende stå ved en mindre sø, han måtte endda stoppe op, blot på grund af den betagelse og alle de mystiske følelser, som hurtigt syntes at sprede sig i ham. Hun var så smuk som hun altid havde været, og han kunne ikke tænke klart. Normalt var han på ingen måde, typen som faktisk forelskede sig i folk, faktisk forsøgte han stærkt det modsatte, netop fordi der var så mange problematikker ved det, specielt hvis vedkomne var dødelig. Ikke desto mindre syntes alle advarslerne at forsvinde, som han blev betaget af hende. Hun var stærkere end de fleste kvinder han havde mødt, og hun besad en indre styrke ulig noget andet han havde set, men også bare hendes personlighed var perfekt. De bedste ting var dog de små træk, hvordan hun ville grine og køre hår om bag øret, når hun ikke vidste hvad hun skulle sige eller gøre eller hvordan hun ville kæmpe imod vagterne, hvis hun så noget uret blive gjort. Hun var ubeskrivelig, og skulle han sætte sig til at forklarer hende, ville han kunne bruge flere år på det, netop fordi der var så mange unikke aspekter til hende, så mange fantastiske vinkler og vidunderlige ting ved hende, at det ville være umuligt at kunne forholde sig kort.
Han syntes endnu engang, at kunne få gang i sig selv, og han begyndte endnu engang at bevæge sig fremad, denne gang med målet om at komme imod hende. Hun gjorde trods alt hans dag så meget bedre, at han næppe kunne stoppe sig selv, selv hvis han faktisk ville. Han var som et insekt, tiltrukket af hendes lys og skønhed "I think I got him this time" sagde han samtidig med at han skar en grimasse, da han forsøgte at grine, da hver enkel bevægelse, både i hans ansigtsmimik, men også i hans krop, syntes at sprede stråle af smerte efter hinanden. Han ville havde kløet i hans efterhånde, en smule halvlange hår, men stoppede sig selv, da han ikke just ønskede mere smerte, end den han allerede havde følt. Ikke desto mindre, syntes det altid at forsvinde, når først han så på hende, han kunne næsten ikke få vejret, og hans hjertebanken blev altid ulig, som om det forsøgte at se, hvor mange slag det kunne springe over.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Tatyah

avatar

Humør : I told myself each bruise is a lesson, and each lessons makes me better
Fag : none
Antal indlæg : 69

IndlægEmne: Re: Sometimes one finds happiness even in the darkest of times [Fortidsemne]   Man apr 09, 2018 5:49 am

Påklædning
- Tøj + SkoLink.
- Hår + Make up/i] Link+ Link
- Andet Hun har en tatovering på højre overarm Link




Det var stadigvæk mærkeligt, at dette var blevet til hendes hverdag. Tatia havde ingen anelse om, hvordan hun havde fået sig selv til at acceptere de vilkår her. Måske var det faktummet, at hun havde accepteret så mange andre ting - at dette var noget hun kunne forholde sig til. At kæmpe for sin overlevelse. Det var ikke fordi hun var udødelig, at hun stod her endnu. En evne til at have en drages egenskaber, gjorde hun levede længere - og et ildbad kunne heale de værste af hendes skader. Eller som de gjorde her, et skud af healende blod og det hjalp en lidt på vej. Efterhånden som årene var gået, var hun den der havde levet her længest. Hun kendte folk, hun kendte deres børn og børnebørn. Der var aldrig et ansigt hun glemte. Det samme galte de folk omkring sig, alle i lejren respekterede mere eller mindre hende, af frygt for det meste. Tatia, var kendt som The red queen. Måske det var ulvens røde øjne, måske det var ilden eller måske det var alt det blod hun havde fået til at flyde på arenaens arealer. Nu stod hun her ved en sø og stirrede på den. De blå grønne øjne havde været fanget på sit spejlbilled i et øjeblik, imens hun prøvede at undgå at være bekymret. De menneskelige følelser som beskyttelse af en flok og så videre, ja, dem kunne hun sagtens håndterer. Selvfølgelig gjorde det en anelse ondt, når de døde - men at hjælpe dem på vej til måske at overleve, det hjalp hende acceptere sin skæbne her.
Tatia havde flere gange sneget nogle ud af arenaen, eller sneget og sneget - de vidste sikkert hun gjorde det. For det krævede enorme kræfter, faktisk at bryde den magiske barriere. Men hun havde fundet en løsning. Blot ikke en hun selv kunne bruge, og det var sikkert derfor hun var tilfreds. Tatia ved sig selv hårdt i læben imens hun ventede. Hun kunne næsten ane den metal agtige smag fra blodet, men stoppede da hans fært ramte hendes næsebor. Hurtigt svang hun rundt på sine hæle og gik imod ham.

Tatias reaktion overraskede hende en smule, men hun vidste, hvilke følelser hun havde med at gøre. Følelser som hun aldrig havde troet, at hun ville opnå igen. Ikke efter hun mistede Wade. Dog vidste hun også at hun aldrig ville se Wade igen - hårdt som det lød. Tatia gik tættere på Cain da han kom med en kæk kommentar. Hun fnøs kort af ham, men tilså derefter hans skader. Nok healede han, men det betød jo ikke, at han ikke følte smerte.
"I think so too... Looks like he had a few great hits  tho," pointerede hun og lod sine fingre næsten strejfe henover et snitsår på hans overarm. "It's healing.. so thats good," tilføjede hun og flyttede blikket op imod hans ansigt. Hun lod sin tommelfinger passere hans flækkede læbe, og snuppede noget af blodet inden der gled henover hagen.
"Do you wanna sit down, I feel like you need to relax. I can get you something to eat if you want?" Tilbød hun hurtigt og greb stille hans hånd. Det var rart ikke at føle behovet for en facade, det var som om den slet ikke eksisterede i Cains selskab. Som om, at hun for første gang i mange bare var Tatia.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Cain

avatar

Antal indlæg : 71

IndlægEmne: Re: Sometimes one finds happiness even in the darkest of times [Fortidsemne]   Man apr 09, 2018 12:03 pm

Med sine bedste evner, formede sig der et smil på hans læber, som han så hende bevæge sig imod ham. Dog var det endnu bedre, som hendes fingre rørte ved hans hud, hvilket i sig selv også, fik hans hjerte til at banke hurtigere, hvilket så fik det til at gøre ondt imod hans ribben. I sig selv vidste han godt, måske mere ubevidst, hvorfor han havde alle disse følelser omkring Tatia, der var trods alt så mange fantastiske ting ved hende, at man burde være en idiot, hvis man ikke fik disse følelser for en som hende. Han gav en lyd fra sig, hvilket både var en klukken, men også en lyd af smerte, som han bevægede sit bryst "ohh yeah? You think so?" han vidste han ikke kunne lade som om, at han var specielt mandlig foran hende, netop fordi han ikke just var den bedste kriger, noget han ikke rigtig, havde haft behovet for. De fleste der trods alt ville dræbe ham eller i hvert fald forsøge på det, fandt ud af det ikke just var den nemmeste i hele verden. Men det var på grund af dette, at han aldrig rigtig havde haft behovet, for at skulle lære at slås.
Som hun sagde at det healede, lod han sit blik glide væk fra hende, det var netop den healing, som han i bund og grund foragtede, han var trods alt ikke nemt til at skulle læse, så længe han nu engang havde gjort. Han var et menneske, det var mening han skulle blive gammel, og få børn og til sidst dø. Dog var han forbandet, og det var kun Gud, som kunne give ham den fred, han i sted ønskede så meget "It always heals" pointerede han, før han endnu engang mødte hendes blik, netop som hun gjorde noget blod, der gled ned fra hans flækkede læbe. Han kunne langsomt mærke, hvordan hans krop begyndte at heale, ganske vist ville det tage et par timer, før han ville blive helt okay, men han var på vej derimod. Da hun spurgte om han ville sidde ned, nikkede han, samtidig med at han greb fat om sine ribben "I think he broke some of my ribs" han bed sig i læben, og skar en grimasse, der tydeligt viste hvilken smerte han var i.
Som hun tog hans hånd i sin, kunne han ikke stoppe sig selv, fra at give hendes hånd et klem, det var præcis det samme, som at han ikke kunne lade hver med at betragte hende. Der var en aura om hende, som gjorde han ikke kunne fjerne sit blik, selv hvis han faktisk ville, hvilket han i bund og grund ikke ønskede. Hvorfor ville han dog fjerne sit blik, fra en kvinde så fantastisk? Det ville være en skam, at mise flere træk fra hende, flere af de små aspekter, der netop gjorde hende så unik og fantastisk. På samme tid fik han også sat sig ned, hvilket dog ikke var så nemt, netop fordi hans ribben var brækket, og selvom de var i gang med at heale, skete det ikke hurtigt nok, til at det var smertefrit. Dette var endnu en ting, ved hans udødelighed som han hade, hvorfor skulle han leve evigt, hvis han healede så forbandet langsomt, kunne han ikke få en healing, som den af en vampyr? de healede trods alt så hurtigt. Ikke desto mindre, syntes smerten at fjernes lidt, som han betragtede hende, og her rakte han blidt frem imod hende, for her at ligge sin hånd imod hendes kind, og blidt stryge hende over kinden. Der var en mix af beundring og noget andet, i hans mørke øjne, som han betragtede hende.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Tatyah

avatar

Humør : I told myself each bruise is a lesson, and each lessons makes me better
Fag : none
Antal indlæg : 69

IndlægEmne: Re: Sometimes one finds happiness even in the darkest of times [Fortidsemne]   Man apr 09, 2018 2:25 pm

Hun gav ham et anerkendende nik, som svar på hans spørgsmål. Hun havde trænet ham, lært ham det han indtil videre kunne - selvfølgelig havde han fået nogle slag ind. Tatia gik ikke ligefrem let til træning, specielt ikke under situationer som den de stod i. Der var ikke tid til at tog let på det. Hun kneb øjnene let da han så væk fra hende kort.
"It always does. And it always will. Its a good thing, means you have a little extra time with me," svarede hun som hun fjernede blodet fra læben. Tatia var ikke udødelig, hun følte sig udødelig. Alle de gange hun synes at have fået nok, kom verden med et nyt læs lort i hovedet på hende. Hun var død en gang og derved genopstået af flammer - og siden da var skaderne healet ved samme sang. Måske var det ikke samme forbandelse de led under, men hun kendte til at være fanget i sit eget liv.
I det sekund han tog sig i smerte til sine ribben var hun opmærksom, på hver eneste lille bevægelse han fortog sig. Hun hadede ikke at kunne gøre noget. Tatia skar en kort grimasse af håbløshed over sig selv, før hun kløede sig ganske stille i nakken og satte sig ned på en sten ved søen. Hun holdt stadigvæk hans hånd, og bemærkede det klem han gav den. Det fik hende til at synke en klump, som hun så op på ham.

Tatia kunne mærke de øverste fortænder stille gnide sig henover de nederste. Som hun endnu engang sank en klump. Hun kunne se ind i de mørke øjne forevigt, blive helt fortabt i den labyrint de fangede hende i. Det var et rent held, at hun huskede at trække vejret til sidst, for evnen til at få hende til at miste pusten var en han besad - en han mestrede.
"They will give us new figthers later.. people who have been locked up here for days. Think that the only thing they can do.. is killing us to live. Same old.. same old. But.. we got sometime for todays great fight.. you might not have to do it, you had your fight today - I can take yours," pointerede hun og vippede hovedet stille på skrå. Der var en grund til at de overlevende her, så Tatia som deres alfa - og det var på grund af styrken og at hun havde været her længest tid. Der var ikke en kamp, som hun ikke havde overvundet herinde. Men hun var også stedets mest dyrebare - hvem ønskede ikke et levende våben, som kunne blive brugt til at udslette fjender? Dragen kunne ikke tæmmes, heller ej ulven - men ulven havde altid været en del af Tatia, i harmoni. Dragen derimod, havde stadigvæk svært ved at tilpasse sig med Tatia - og når den kom frem, var der ingen kontrol - ingen sikkerhed.
"What do you want to do?"- "other than heal up," lo hun let af sin egen kommentar. Selvfølgelig skulle han lige heale, men de kunne også bare snakke, det var de så gode til.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Cain

avatar

Antal indlæg : 71

IndlægEmne: Re: Sometimes one finds happiness even in the darkest of times [Fortidsemne]   Man apr 09, 2018 5:06 pm

Han fik mestret at få et mindre smil på sine læber, som hun sagde at hans udødelighed, i det mindste gjorde, at han kunne tilbringe mere tid med hende "I think that's the best thing about this, had you not been here it would have been hell" faktisk nu hvor han tænkte over det, så var det fantastisk at have hende her, han ville faktisk ikke vide hvad han skulle gøre, havde hun ikke været der. Hun havde trods alt været den eneste, som han kunne snakke med, og som havde lært ham noget brugbart, således hans krop ikke hele tiden, skulle heale fra afhugget legemer eller værre skader end disse "I mean what would I have done without you?" han kunne ikke fjerne sit blik fra hende, og en lyst til at smage de bløde læber, kom med et op i ham, eller det havde faktisk ikke været en ny lyst, da det trods alt været en lyst, som han havde haft gennem det sidste stykke tid, dog havde tiden aldrig rigtig været rigtig, og hun gad måske ikke engang gøre det. Så hvor han normalt bare ville havde gjort det, havde han så stor en mængde respekt imod hende, at han ikke bare ville kysse hende, uden at vide hvorvidt hun havde lyst til det.
At sidde ned gjorde det hele en smule bedre, også alligevel ikke og dog valgte han at ignorere smerten, da han havde vigtigere ting at tage sig til, netop at tilbringe sin tid med Tatia. Havde han haft bedre sanser, ville han hurtigt kunne opdage, at hun også reagerede på at være tæt på ham, som han reagerede på hendes nærvær, hvilket han dog ikke gjorde, netop fordi hans sanser var ligesom det menneske, som han i bund og grund var. Han sukkede tungt, ved lyden om at der ville komme nye til, som om det hele ikke var slemt "ohh bloody hell" brummede han, dog da hun med et udtalte hvordan, hun ville tage hans næste kamp, fik han kun en større beundring for hende. For hvor andre ville bare ville lade ham tage kampen, var hun klar til at tage den, dette i sig selv gjorde hende så meget mere fantastisk. Endnu med sin hånd mod hendes kind, strøg han hende lidt over kinden med sin tommelfinger "I would say no, but I do fear the next rib that cracks will make more damage, which will only hurt more even though it heals, so I guess you once more is my hero" han sendte hende et blidt smil, hvilket som altid gjorde hende speciel, fordi han stort set aldrig gav det til andre, medmindre de faktisk var specielle for ham, hvilket hun selvfølgelig var.
Han vidste at han nok burde fjerne sin hånd fra hendes kind, men af en eller anden grund, kunne han ikke få sig selv til det. Hun havde så blød en hud, specielt omkring hendes kinder, og han fandt sig selv fortabt i hendes smukke øjne. Som hun begyndte at snakke, fandt han sig selv, lade sit blik betragte hendes bløde læber, før han endnu engang betragtede hendes øjne "We could talk? Talk is good and I don't have to move around to much" han klukkede, og skar endnu engang en grimasse i smerte. Som han opdagede, at det måtte være irriterende for hende, at have hans hånd imod sin kind, fjernede han den og lagde den i stedet imod sine ribben "or do you want to do something else?" spurgte han nysgerrigt, normalt var han ligeglad med hvad andre ville, man kunne sige efter så mange tusinde år, blev man ret ligeglad med andre, men han kunne aldrig være ligeglad med Tatia eller hvad hun havde lyst til.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Tatyah

avatar

Humør : I told myself each bruise is a lesson, and each lessons makes me better
Fag : none
Antal indlæg : 69

IndlægEmne: Re: Sometimes one finds happiness even in the darkest of times [Fortidsemne]   Man apr 09, 2018 11:56 pm

"I don't know. I hope we don't have to figure that out," svarede hun, da han spurgte hvad han skulle have gjort uden hende. Tatia nød stilheden omkring dem også, mere fordi hun vidste, at det krævede mere af en relation - faktisk at kunne sidde stille sammen, end at føle et behov for at bryde den konstant. Kampene her holdt hende vågne, om hun skulle tage to kampe idag, var ikke mere end andre kampe hun havde taget tideligere. Hun elskede kontakten imod hendes kind, som sendte oceaner af gnister igennem hendes nervesystem. Mærkede hvordan, at hendes hjerte sprang en takt over som han strøg hendes kind med sin tommelfinger. Et lille genert smil sneg sig henover hendes læber, som han sagde, at hun endnu engang var hans helt. Det var yderst sjældent, og hun kunne ærligtalt ikke huske, hvornår - hvis hun nogensinde havde givet nogen sådan et smil før - eller følt sig så fjoget omkring en. Tatia ønskede virkelig at gøre alt, for at han ikke skulle i unødvendig smerte - hvilket var svært her, så at tage et par af hans kampe også nogle af dem han ikke vidste hun tog - det følte hun bare, var det rigtige at gøre.

De blågrønne øjne flyttede sig tilbage, og så imod hans. Der var en intimitet ved deres blik, en udsøgt kemi der ønskede at lade sig blive udforsket. Tatia bemærkede alt ved ham, og hendes hjerte sprang en takt over - i det sekund hans mørke øjne gled henover hendes læber og derefter fangede hende i en øjenkontakt igen. Dog få sekunder efter føltes hendes kind kold, og hun opdagede hurtigt at han havde fjernet sin hånd igen.
"No, talk is good, I like talking to you," pointerede hun med et varmt smil, og vendte sig i mere font mod ham. Tatia tank let en klump og åndede stille ud.
"My life has never been the same since I met you.. which is a good thing. At least there is something good now," sagde hun og fnøs lidt for sig selv. Det var blot sandheden. Tatia var en kvinde der stolede på sine impulser og hvordan hun følte i de enkelte øjeblikke. Hun var altid mere eller mindre klar over, hvad der forgik omkring hende. "And I need a little good in my life. I need you," kom det så fra hende. Måske blev hun lidt overvældet af de ord hun faktisk lige havde sagt, men de var sande. Tatia fangede sig selv i at hendes øjne flakkede kort henover hans læber, hvorefter hun så ham i øjnene igen.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Cain

avatar

Antal indlæg : 71

IndlægEmne: Re: Sometimes one finds happiness even in the darkest of times [Fortidsemne]   Tirs apr 10, 2018 12:16 am

Som det generte smil fandt sin vej frem på hendes læber, måtte han sætte det til endnu en af hans yndlingsting ved hende, for dette smil viste en helt anden side til hende, en som han næppe troede andre fik af se, og han op til dette øjeblik heller ikke havde. Det var sjovt så meget et smil kunne gøre, og hvor stor en effekt det kunne have på folk, hendes selvsikre smil fik hans hjerte til at banke hurtigere, hendes normale smil gav ham lysten til at røre hende, men dette generte smil...det gav ham lysten til at kysse hende, mere end han nogensinde havde lyst til at kysse en anden. Bare tanken om, at det kunne ske, fik hans hjerte til at hamre afsted, og selvom det burde gøre ondt imod de ribben, der var godt og vel brækket, så ignorerede han det hele, blot for at kunne se mere på hende "I like talking to you too, I feel like we could talk for days and it still wouldn't be enough" indrømmede han, mens hans blik betragtede hendes smukke øjne. Normalt havde han ikke en yndlingsfarve, når det kom til øjnene, men på den tid han havde kendt hende, blev hendes hurtigt hans favorit, der var noget utroligt smukt ved dem, og det var ikke kun farven, men også hvad der gemte sig inde bag dem.
Han bemærkede som hun sank en klump, og det var her han begyndte at lægge mærke til, måden som hun reagerede på hans nærvær. Hvor han før havde været fanget af sine egne reaktioner, begyndte han at kunne se hendes, og med et gav det ham en tanke, at han måske ikke var alene om at føle disse ting. Da hun indrømmede, at hendes liv ikke havde været det samme siden hun mødte ham, opdagede han hurtigt, at han faktisk havde det på samme måde. Efter så mange tusinde år på denne Jord, hvor han vandrede hvileløst rundt, fandt han endelig noget godt "I've walked this Earth for thousands of years. I have seen everything, I have done everything. I have watched everything I've ever known turn to ashes over and over again. I have wanted to die for so many eons, but knowing you makes me want to live again" dette var så stor en sandhed som han kunne give, han havde levet i over 200.000 år, forsøgt at slå sig selv ihjel i over 150.000 år, men at møde hende gav ham lysten til livet igen. Han havde lyst til at vågne op om morgnen, kæmpe gennem hvad end han skulle, blot for endnu engang at se hendes smukke øjne, få hende til at grine og se smil efter smil, strækker sig på hendes bløde læber.
Hendes ord om at hun havde behov for noget godt i sit liv, og mere specifikt hun havde behovet for ham, fik det smil frem, som han ikke havde fremvist siden han var omkring de 15-16 år. Det var et af rene følelser, ikke nogle gemt væk bag hans charmerende facade, eller den af hans sorg, men en af kærlighed og behovet for nærværet af en anden person. Igen lagde han sin hånd imod hendes kind, bevidst om at hun ikke ville hade dig, og dog fandt han sig selv rykke sig imod hende, som han blidt trak hende imod sig, specielt efter han havde set hende betragte sine læber. Der var en blidhed i det kys han gav hende, det var ikke hurtigt eller fuld af et behov for sex, men det var blidt og passioneret, fuld af de følelser, som havde vokset i ham gennem det sidste stykke tid, følelser han efterhånden ikke kunne holde inde mere. Kysset var endda så stærkt, at det var nok til at han fuldkommen, glemte alt om den smerte der bed i hans bryst. Som han stoppede kysset, så han på hende med et blik, der fortalte alt om hvordan han følte for hende "I need you too, I need you more than anything, you give me a reason to live" hviskede han blidt.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Tatyah

avatar

Humør : I told myself each bruise is a lesson, and each lessons makes me better
Fag : none
Antal indlæg : 69

IndlægEmne: Re: Sometimes one finds happiness even in the darkest of times [Fortidsemne]   Tirs apr 10, 2018 2:00 am

Hjertet bankede hurtigere og hurtigere - med en ubeskrivelig hastighed som hun normalt kun oplevede i liv eller død situationer. Hun blev opmærksom på, hvordan hun holdt vejret imens han talte, fortalte, hvordan han havde gået på denne jord i evigheder. Slutningen fik hende til tænke kort, og så på ham med en anden dybte. Men øjnene skreg, at de ord var guld værd for hende. Tatia nød at se ham smile, igennem den smerte han ellers havde skjult i sine øjne - i håb om ingen ville have set igennem facaden. Tatia var mester i facader, og hun havde lært at se de samme øjne i forskellige folk. Når hun så i Cains, opdagede hun hurtigt at ligesom hende, gemte han på meget smerte - måske det var, hvad der i starten havde fanget hendes opmærksomhed. Smilet var bedst, og hun måtte indrømme at se smerten fade bare en anelse ud og leve i nuet - gik hans øjne til at stråle på en helt unik måde, en måde hun lod sig selv forelske sig i. Varmen blev sendt tilbage til hendes krop, som han placerede sin hånd imod hendes kind. Han rykkede sig imod hende, hvilket rent automatisk gjorde, at hun gjorde det samme - som draget imod hinanden. Hun lod ham trække hende imod sig. Læberne plantet sig blidt imod hendes, og dets sødme sendte en behagelig følelse igennem hende. Tatia gengalte det med al sin følelse, den samme passion og lidenskablighed. Et smil blandede sig i kysset, som hun oplevede et hav af positive og helt fantastiske følelser der strømme igennem hende.

Som han stoppede kysset, åbnede Tatia stille sine øjne igen. Den dyriske farve fra ulven havde overtaget øjnene. De røde øjne dominerede stærke følelser, men stille fadede de ud igen. Hun lyttede til ord, men blikket havde allerede talt for ham. Han var de gode i hendes liv, hvor hun ellers havde været ved at miste håbet, havde han hjulpet hende med at finde det igen.
"Then its a good thing, that you are stuck with me," svarede hun hviskende. Dog kort efter plantet hun sine læber imod hans igen, ligeså lidenskabeligt som før. Det var befriende at have følelserne ude i det fri, og endnu bedre, det var gengalt.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Cain

avatar

Antal indlæg : 71

IndlægEmne: Re: Sometimes one finds happiness even in the darkest of times [Fortidsemne]   Tirs apr 10, 2018 2:18 am

Det var en interessant ting, hvordan ens forventninger kunne være, i forhold til hvordan realiteten ville blive. Mange blev ofte skuffet, fordi virkeligheden ikke levede op til, den forventning de havde haft, dog måtte han indrømme at virkeligheden var så meget bedre, end hvad hans hjerne havde kunne skabe. Hendes søde bløde og søde læber imod hans, som hun gengældte hans kys, et kys han havde haft lyst, til at give hende i noget tid efterhånden. Han havde enkelte gange lade sig forestilling, hvis de nu skulle havde kysset, og hvordan det ville havde endt op. Som kysset blev brudt og han fik set hende ind i øjnene, betragtede han de smukke røde øjne. Nogle ville måske mene, at de var skræmmende eller mærkelige, men han ville snarer mene det modsatte, at de var unikke og smukke, og fremviste hendes indre dyr, i dette tilfælde den smukke ulv. Han havde altid fundet ulve smukke, og unikke i deres egen form, hvilket Tatia i den grad passede perfekt til.
Hendes ord om hvordan, at han var fanget med hende, fik ham til at smile. Han nåede dog ikke at svarer igen, før hendes læber endnu engang ramte hans, og han gengældte kysset, denne gang med begge sine hænder imod hendes kinder. Hvis han havde fået af vide, at han ville havde været fanget i en arena, tvunget til at kæmpe imod andre, også møde og forelske sig i en formskifter, ville han tro vedkomne var sindssyg, men nu hvor han var i situationen, ville han ikke ændre det mindste. Han kunne ikke få nok af hendes læber, de læber han havde hungret efter i noget tid, og endelig kunne smage. Han brød dog kysset kort for at sige: "I would have it any other way" han fjernede sin ene hånd, og lod sine fingre glide ned over hendes hals, hen over kravebenet og ned af armen, hvor han sluttede den ved hendes hånd, hvor han her flettede deres fingre sammen, blot for endnu engang at kysse hende "You lips are like an drug, I would never be able to get enough" indrømmede han imod hendes bløde læber.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Tatyah

avatar

Humør : I told myself each bruise is a lesson, and each lessons makes me better
Fag : none
Antal indlæg : 69

IndlægEmne: Re: Sometimes one finds happiness even in the darkest of times [Fortidsemne]   Tirs apr 10, 2018 5:21 am

Hver eneste berøring der ramte hendes hud, føltes som at tænde den med fartruende flammer - men de brændte hende ikke. Den stikkende fornemmelse der prikkede blidt i hendes hud, var noget hun nød. Fik hende til at føle sig i live, fik hende til at føle sig som mere end en prik i en andens spil. Sekunderne, minutterne hendes læber ikke var imod hans, fik hende til at længtes efter mere - længtes efter endnu engang at mærke dens sødme, den eksotiske berøring der fik malet hendes sorte og hvide verden i tusinde farver. De blågrønne øjne flyttede sig imod hans læber, som han snakkede. Ordene fik de små hår på armen til at løfte sig. Det var længe siden hun havde følt sådan her, alt for længe. Utroligt hvad en enkelt person kunne få af betydning, også her. Hun havde aldrig nogensinde troet, at hun ville finde kærlighed her.
"I might just be addicted to yours as well," hviskede hun imod hans. Hun havde engang svoret at hun ikke kunne elske andre end Wade, forelske sig i andre end ham - men nu sad hun her foran Cain, og var ikke i tvivl om at hun var faldet for ham. Dybt. Hun rykkede sig tættere på ham, så da hendes hoved landede på hans brystkasse, sad hun ganske udmærket. Hun så imod søen, og lyttede blot til lyden af hans hjerte. Det var farligt at forelske sig her, det var farligt at forelske sig på nogle tidspunkter. I Tatias liv havde der aldrig været en ro til rigtig at kunne, men alligevel havde nogle formået at nå ind under hendes tykke skal og faktisk klatre over den høje mur der ellers holdt hende isoleret.

Hun sad bare her, nød stilheden med Cain. Velvidende om, at når solen stod på et præcis sted, så ville kampens hede snart gå igang. Hun tvivlede ikke på, at hun ikke skulle klare den, men nu følte hun at hun havde noget at miste. Hvilket gjorde det hele en anelse bedre nok. Førhen handlede det om at vise styrke, vise de ikke kunne nedlægge hende, men nu handlede det om at komme tilbage til Cain. Hun havde et nyt mål, og hun ville ikke fejle. Ikke denne her gang. Ganske rigtigt, lyden af en speciel klokke fik hende til at løfte hovedet opmærksomt.
"I guess its show time," sukkede hun lidt og vendte blikket imod Cain. Hurtigt placerede hun sine læber imod hans, og så ham i øjnene. "Wait for me here. I will be back shortly," tilføjede hun selvsikkert. Derefter rejste hun sig op og gik imod arenaen.

"Where is the human man?" Spurgte en af de andre krigere.
"Don't worry about it," svarede Tatia, "okay he is useless anyway," fnøs krigeren, men nåede ikke rigtig at sige mere før Tatia med et næveslag havde sendt ham i jorden.
"Use your words smart next time, or you might wake up - unable to speak," truede hun med en lidt hæs knurren. De stod foran en massiv mur, som pludselig blev åbnet. Det var som at forsvare sit område, de var nød til at forsvare det. Hende og to andre mere eller mindre. For siden Tatia tog Cains plads, så var de en færre. De 10 gale og bange væsner stormede rundt - og så næsten rødt i panik da de fik øje på Tatia og de andre. Tatia trak sit sværd op fra den tønde der stod ved våbne og stillede sig i forsvar. hun observeret først, også snart hun havde fundet en bane, så gik hun til angreb med største ynde. Det var sommetider voldsomme kampe og andre gange lettere. Denne gang var dog en af de dage, at hun måtte sige farvel til to krigere. Hvilket efterlod hende alene tilbage, med 7 forskellige væsner. To af dem var i hvert fald dæmoner, og resten havde hun ikke tid til at finde ud af. Vreden boblede op i hende, kontrollerede hvert eneste instinkt og bevægelse hendes krop fortog sig. Tatia mærkede deres våben skære i hendes hud, mærkede den brændende varme som spyd og knive blev stukket igennem hendes lår - men det var ikke nu hun skulle stoppe. Hvad var smerte overhovedet længere? Kendte hun overhovedet begræbet mere? Tatia hadede at være nød til at slå andre ihjel for at overleve, hun hadede hvad de gjorde hende til her. Og et bifald fra øverst, hvor tilskuere kunne se ned i deres små kikkert, lød. De så hende som the red queen. Smurt ind i ofernes blod (link), på begge ben. Tatia smed sværdet til side, og gik sin vej. Hun gik imod søen, måske burde hun bare springe i den, men frygten for at vandet ville dulme hendes styrke skreg i hende.

Hun havde sikkert ligeså mange knivsår som hun havde givet, hun mærkede dem bare ikke. Alt hun behøvede var et dejligt varmt bål, også ville hendes indre drage tage over for skaderne. Hun kom hen til søen, og kastede et kort blik på Cain. Han vidste, hvor meget hun afskyede at være tvunget til det her.
"Wanna go for a swim?" Spurgte hun, men uden rigtig at lytte til hans svar - trak hun blot sit tøj af, og steg ned i det halv kolde vand. Blodet forenede sig med søens vand, men forsvandt stille fra Tatias ansigt og krop. Men hun kunne mærke det prøvede at suge energien ud af hendes allerede trætte krop.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Cain

avatar

Antal indlæg : 71

IndlægEmne: Re: Sometimes one finds happiness even in the darkest of times [Fortidsemne]   Tirs apr 10, 2018 12:10 pm

Der formede sig et mindre smil på hans læber, som hun sagde hun også var afhængig af hans kys, ligesom han var af hendes "Then it is good you don't have to stop" han vidste han ikke burde forelske sig, han vidste det kunne være farligt, netop fordi hun faktisk kunne dø og det kunne han ikke. Han var forbandet til at leve på denne Jord, og hun kunne så nemt blive taget fra ham, og dog ville han ikke tænke disse ting, han ville blot tænke om hans tid med hende, helt præcis hvad hun følte for ham og han for hende. Som hun lagde sin kind imod hans bryst, lagde han blidt sin hånd imod hendes hår, hvorpå han gav toppen af hendes hoved et kys. Nok gjorde det en smule ondt, men han valgte at ignorere smerten, hvis det betød han kunne få dette øjeblik, et øjeblik af stilhed og nærvær med hende. Det var sjovt hvordan, ligesom med smil og kys, at det var de små ting som virkelig havde en betydning. Det at putte sig op imod en man elskede, kunne skabe en forbindelse, en tryghed mellem to personer, og han vidste skulle han blive vred eller bange, så ville det at være tæt på hende, helt sikkert få ham til at føle sig bedre tilpas.
Det var så også dejligt, at han ikke behøvede være den stærke person, han var ikke en macho man, han var hverken bedre end hende eller stærkere, hvilket også gjorde han så hende som bedre end sig selv, en ganske sjælden ting. Han vidste dog at hun snart skulle kæmpe, så han nød de minutter de havde sammen, før hun skulle kæmpe, og potentielt komme til skade. Hvor han før vidste hun kunne klarer det, var der nu en del af ham, som frygtede at miste hende, også selvom han endnu vidste hvor stærk hun var. Så da klokken lød, og han vidste hun skulle kæmpe, så han på hende med et blik af kærlighed, men også en minimal frygt "I suppose you're right" sagde han som han betragtede hende, og som hun gav ham et hurtigt kys, nåede han at gengælde det "I would wait forever" der var en kærlighed i hans stemme, som han betragtede hende. Han vidste han ikke kunne rejse sig, da hans krop skulle slappe af, således den kunne heale. Så mens hun kæmpede, sad han imod træet, mens han havde sine øjne lukket og han forsøgte slappe af. Dog blev hans tanker ved med, at glide imod hende og hvad hun lavede, det var som om hun havde besat hans tanker, taget over hans hoved og nu ikke gad forsvinde, ikke at han ville have hun skulle gøre det.
Som tiden gik og kampen endelig var færdig, hørte han som en person kom gående, og han åbnede sine øjne, hvor han her så en meget blodig Tatia. Han vidste meget af blodet nok ikke var hendes, da hun trods alt vidste helt præcis, hvor man skulle ramme, for at blodet ville sprøjte og at det i den grad kunne gøre ondt. Dog på trods af hendes styrke i kampen, ville han ønske at hun ikke behøvede, at gøre denne slags ting. Han ville ønske at hun ikke skulle tvinges til dette, og at de blot kunne leve et stille liv, uden at skulle frygte den næste dag. Da hun spurgte om han ville bade i vandet, nikkede han og derpå rejste han sig. Den flækkede læbe var efterhånden healet, og det samme var hans kind, hans ribben og de mange snitsår. Ligesom hende smed han tøjet, hvorpå han bevægede sig ned i vandet. Han bevægede sig imod hende, hvor han blidt strøg hende over kinden "I hate that you have to do this, I know you're strong.... I mean you're the strongest person I know, but I still hate you doing this" sagde han med en vis mængde, af sorg i hans stemme som han så på hende.det prøvede at suge energien ud af hendes allerede trætte krop.[/quote]
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Tatyah

avatar

Humør : I told myself each bruise is a lesson, and each lessons makes me better
Fag : none
Antal indlæg : 69

IndlægEmne: Re: Sometimes one finds happiness even in the darkest of times [Fortidsemne]   Tors apr 12, 2018 11:44 pm

Hun sank en klump som hun stod med ryggen til ham, så han ikke kunne se hende hive masken på plads i et dybt åndedrag. Tatia vidste godt hun ikke behøvede inderst inde, men det var en overlevelses metode - og hvis hun smed masken på gulvet ville hun være nød til at håndtere alting, og det kunne hun ikke lige nu. Tatia vendte sig imod ham, som hun hørte han trådte ud i søens vand. Den bløde kærtegnelse henover hendes kind fik hende til at holde kontakten med hans øjne. Ordene fik hendes hjerte til at banke et par hurtige slag for hurtigt, og hun glemte i et kort sekund at trække vejret. Hun hev stille vejret ind mellem sine læber, og slog blikket væk kort. Det var et ømt område, hvad hun havde lyst og ikke lyst til. Det var længe siden hun havde haft et valg, længe siden at hun kunne bruge sine moraler til noget. Nu gik de til at hjælpe dem der ankom her med ikke ligefrem at dø. Til sidst så hun tilbage på ham.
"I hate doing this too. It's so easy to forget who you were before this. Even before I was here. I lived the same way, its the only reason I survived so long here. But.. I don't even remember what freedom looks like. Feels like. I just have what I made here, and that I guess.. is freedom in some twisted way," fortalte hun og sank en klump. Tatia havde svært ved at huske hvordan det føltes ikke at have nogle bekymringer. Hele hendes liv var et stort kaos, mistet sin mor som 4 årig, mistet sin far som 9 årig.

Tatia stillede sig tæt indtil Cain, og placerede sit hoved imod hans brystkasse. Alt hun manglede var egentlig fysisk kontakt, og naturligvis kunne hun finde det ved andre, men siden hun havde mødt Cain - vaar det kun ham hun ønskede at være tæt på. Det var rart at kunne vise sig lidt svag, uden at give helt slip på sin figur i denne her lejr. Men det var også godt for dem at se, at der var håb og man kunne finde glæde i de mørkeste timer.
"You talk about I'm your hero, but you should know.. You saved me too. I had what it feels like.. what this feels like, to someone caring about you.. not just fearing you," fortalte hun som hendes hoved stadigvæk var imod hans brystkasse.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Cain

avatar

Antal indlæg : 71

IndlægEmne: Re: Sometimes one finds happiness even in the darkest of times [Fortidsemne]   Fre apr 13, 2018 11:06 pm

Hans øjne var kun imod hende, og det var tydeligt, at hendes ord havde en effekt på hende, ud fra hvordan hendes vejrtrækning ændrede sig, og hendes blik der fjernede sig fra hans. Hendes ord fik det til at gøre ondt om hans hjerte, denne fantastiske kvinde, som ikke syntes at havde kendt frihed, men kun været fanget og tvunget til at dræbe om og om igen "When we get out of here, i shall show you what living feels like. I have been to every place on this earth, so I shall show you every beautiful place, and you would never have to kill again" det var nok mere ønsketænkning, end noget der faktisk kunne blive en virkelighed, om ikke andet var det noget, som han håbede kunne ske "We could visit france, bath in the death sea, sail on the ocean and visit the most beautiful forests" han forsøgte måske at få hendes tanker hen imod noget andet, ved at komme med disse forslag til steder, som de kunne besøge, måske fordi han samtidig også havde så stor en kærlighed for hende, at der ikke var noget han ikke ville gøre for hende, selv vise hende verden og glemme alt om sit ønske for at dø.
Som hun kom tættere på ham, og her placerede sit hovedet imod hans bryst, lagde han blidt sine arme omkring hende. Han vidste godt, at han ikke kunne fjerne alt smerten hun havde, men han kunne da gøre et forsøg, og hvis det kom i formen af fysisk berøringer, så ville han gøre det i en evighed, hvis det betød hun fik det bedre. Hendes ord om hvordan, at han havde reddet hende, ligesom hun havde reddet ham, og at han ved at holde af hende, og ikke frygte hende, havde givet hende noget hun ønskede "I would love to do everything in my powers to make you happy, you make me feel things, I though I had lost the ability to feel" indrømmede han, det var ikke så ofte at han forelskede sig i folk, og det virkelig seriøse forhold han havde haft, var det af hans forhold til Julian, de gik dog så ofte fra hinanden, at han efterhånden ikke vidste hvad de var for hinanden.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Tatyah

avatar

Humør : I told myself each bruise is a lesson, and each lessons makes me better
Fag : none
Antal indlæg : 69

IndlægEmne: Re: Sometimes one finds happiness even in the darkest of times [Fortidsemne]   Fre apr 13, 2018 11:54 pm

Hun lyttede til, hvad han sagde, om hvad de kunne se. Frankrig, hvad det så end var. Tatia kendte ikke til nogle af landende her, hendes viden om denne verden var kun inde i denne arena - og en anelse ting Kol havde vist hende i hendes fangeskab.
"I would love that," hviskede hun og sank en klump. Tatia vidste, at det først kunne lade sig gøre når hun engang kom fri. Hvis hun nogensinde kom fri. Hun lukkede øjnene, og for første gange prøvede hun at forstille sig, hvordan det ville være at rejse rundt med Cain. Det var første gang hun næsten kunne smage det salte hav på hendes læber, af længsel for at se det.
"I have never really been anywhere here.." indrømmede hun med et lidt flovt fnøs. Armene omkring hende fik hende til at føle sig hjemme, tilpas og det sagde en del om Tatia.
"I guess we saved each other than," pointerede hun og smilede lidt for sig selv. Tatia bed tænderne lidt sammen.
"When we get out.. in some point.. you will have to show me.. everything," smilede hun og trak sit ansigt lidt til sig for at se op i de mørke øjne. Hun holdt sig tæt på Cain.
"I have never seen anything of this world. And if its true, that you have seen all. I want to see everything too," fortalte hun ham. "You know I'm even from here.. this random dude, took my away from my old life.. and did stuff, so I could get stuck in here.. My life before this.. I only remember the people and how they made me feel. But enough of that sad talk.. " hviskede hun den sidste sætning for sig selv. Tatia placerede sine arme blidt om hans nakke, hvor hendes fingerspidser lige kunne lukke om hinanden. Derpå placerede hun sine læber imod ham, i et mere ømt og lidenskabeligt kys. Tatia kunne være åben i kun så lang tid af gangen, før hun var nød til at skifte emnet. Men hun ønskede at opleve verden, hun havde altid været ivrig for at lære, for at opleve - og alle hendes nysgerrighed syntes at blive tvunget fra hende. hun havde aldrig fuldendt sin barndom, aldrig oplevet bare at være ung og leve livet. Der havde altid været komplikationer som gjorde det umuligt for hende, og alligevel havde hun altid fundet noget glæde i mørket. Hun havde aldrig givet fuldstændig op, det kunne hun ikke - for hun vidste at der var noget godt at se efter et sted i mørket. Alt hun behøvede var at åbne sine øjne nok op og se det - specielt inden det forsvandt.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Cain

avatar

Antal indlæg : 71

IndlægEmne: Re: Sometimes one finds happiness even in the darkest of times [Fortidsemne]   Lør apr 28, 2018 7:12 pm

Han vidste det måske mere var ønsketænkning, men man kunne vel altid ønske og ønsker var trods alt gratis. Måske det kunne bringe bare en smule glæde, i deres ellers så brutale liv, hvor kamp var en del af dagligdagen, såvel som død og ødelæggelse. Nok kunne det ikke gøre meget, men det kunne vel give blot en smule håb, omkring et liv der kunne være bedre, end hvad de havde lige nu. Plus hvis det kunne få Tatia's tanker imod noget andet, end det der løb gennem hendes hoved, og måske endda også en tanke, om et liv der ikke inkluderede mord og en konstant kamp. Dette virkede som noget, hun så ofte var vant til, at tanken om frihed var så mærkelig "Then I guess it's about time you do" han klukkede kort for sig selv, men det forsvandt dog ligeså stille, som et blidt smil formede sig om hans læber. Det var så sjældent, at han faktisk følte sig tilpas tæt på andre, ganske vist havde han knaldet folk til højre og venstre, men det var anderledes, det var ikke nær så intimt eller menneskeligt, som dette lige her var. Af hvad han huskede, var det måske kun en håndfuld af personer, hvor han virkelig følte intimiteten ved dem, fremfor lysten til bare at have sex.
"I believe you're right, we did quite save each other" normalt var han ikke meget for, at skulle blive reddet, han følte måske ikke rigtig, at der var noget galt med ham, foruden de små ting. Dog måtte han indrømme, at for måske første gang i sit liv, havde han ikke noget imod, at være den der skulle reddes, hvis det betød han kunne være sammen med hende, og faktisk føle sig tryg. Han strøg hende blidt op og ned af ryggen, og nikkede som hun sagde, at han skulle vise hende alting, når de en dag kom ud "I will show you every beautiful place on this planet, and you won't have to kill to get anything" han vidste hun hadet det, hvilket var derfor han ville vise hende et liv, hvor hun faktisk ikke var tvunget til den ting, hun virkede til ikke at ville. Han hævede let øjenbrynet, som hun sagde hun ville se det hele, specielt hvis det var sandt at han havde. Han havde levet i over 200.000 år, så han havde set stort set alt hvad der var at se, og han ville med glæde vise hende det hele, vise hende det smukke og eksotiske, måske endda også det farlige og mystiske, men generelt noget som kunne få smilet frem på hendes læber, det smil han efterhånden havde forelsket sig i. Det var helt underligt, det at føle forelskelsen igen, da det trods alt skete så få gange, eller rettere han tillod ikke at det skete så ofte, han havde ikke just de bedste erfaringer med den slags.
Han lyttede stille med, som Tatia begyndte at fortælle om sit liv, og hvordan hun var revet ud af et liv, hun havde været så vant til, blot for at leve et sted som dette. Han ville aldrig kunne sætte sig ind i, alt det kaos hun måtte havde været igennem, og selvom hans liv selv kunne være hårdt, måtte det være forfærdeligt, at blive revet fra sin hverdag og sat ind i i en situation, som man aldrig havde bedt om, eller et liv man aldrig havde spurgt efter. Dog som hendes arme lukkede sig om hans nakke, og et kys syntes at blive lagt imod hans læber, kom han med en tilfreds lyd, og han trykkede hende imod sig. Han fik grebet fat om hendes lår, og her løftet hende op, således højde forskellen med et ikke eksisterede "mhh you're right this is much better" brummede han imod hendes læber, før han kyssede hende, og hans hænder gav et drillende klem omkring hendes lår "You ms Tatia, is very addictive, and I can't get enough of you" nok var det et stort spring, at gå fra at tale fra hjertet, og til at kysse hinanden, som kunne de ikke få nok af hinanden, hvilket han i den grad ikke kunne. Han vidste ikke hvad det var, men han kunne i sandhed ikke få nok af hende. Hun var vanedannende, og han elskede det.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Sponsored content




IndlægEmne: Re: Sometimes one finds happiness even in the darkest of times [Fortidsemne]   

Tilbage til toppen Go down
 
Sometimes one finds happiness even in the darkest of times [Fortidsemne]
Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Athena :: Udenfor Gaia & Moonlight Falls :: Skoven-
Gå til: