Remember me - Gabriel

Stilhed - efterfulgt af stilhed. Trak hun stadig vejret? Kunne de høre hende, høre hende trække vejret? Et par kolde fingere gled op under den korte kjole, pulsen var lav, men den var der. Hun var i live. Langsomt fandt han op fra det kolde stengulv, og begyndte at trække hende langsomt hen over gulvet.
De mørkerøde døde øjne rettet mod udgangen. Fokuseret.
Han stoppede op lige ved skydedøren, og skubbede den hårdt til siden med sin hofte. Havde kort sluppet hende, før han samlede hende op igen og smed hende udenfor. Han knaldede døren i igen bag hende.
Alligevel fik noget ham til at stoppe op, en fornemmelse, en duft. Han vendte sig mod døren, trak den åben igen, øjnene hvilede kort på kvinden, der lå livløst på græsset foran heste stalden.
"You can come out now Gabriel" kaldte han i en blid tone, som han lod skydedøren stå på klem. Han vendte ryggen til igen og fulgte blodsportet fra kvinden han havde smidt ud af døren, tilbage til de to andre bundne elever ved endevæggen. Hestene sov mystisk nok, hvem havde egentlig sørget for det? Hans øjne fandt en af eleverne, begge var de dog bagbundet og og med et stykke stof for læberne. Lige nu endda bevidstløse. Han bøjede sig ned og kærtegnede blidt kinden på drengen, "catch.." hviskede han stille, som han i løbet af et split sekund, havde fundet sin kniv frem fra bæltet og kastet den i retningen af døren, uden at kigge - han havde hørt fodtrin.
Han lænede sig frem og trykkede et iskoldt kys mod den varme pande,  før han tog lettere brutalt fat om skulderne og rystede den bevidsteløse dreng tilbage til live - "Wake now, play with us!" kaldte han højt. Drengen blødte let fra siden af hovedet, hvor Alias havde slået hans kranium ned mod stengulvet. Alligevel lykkes det ham at få lidt liv i de trætte øjne, først virkede det meget ufokuseret, men så kom panikken alligevel til syne i dem, og drengen begyndte at mumle og skrige ind i stoffet for munden. "Sssshhhh" knurrede han lavt, og slap ham igen før han vendte sig om mod Gabriel, og rakte hånden frem for at modtage sin kniv.

This is a terrible idea.
NO, it's incredible! Keep going tiny tot!
"That has got to be the grossest thing you've ever said to me," hviskede Gabriel.
Why?
Constantine.
Oooooh, right! But keep going anyway!

Gabriel himlede med øjnene, og slog blikket tilbage til stalden, som han havde holdt øje med det sidste lange stykke tid. Han vidste at ham han ledte efter var derinde, han kunne mærke det helt ind i sit døde hjerte! Men modet til at komme hen til manden han ledte efter... Ja, så langt var han ikke kommet endnu. Lige nu sad han i et træ, ikke så langt derfra og holdt bare øje. Stalkede om man ville. Selvom det nok ikke var stalking, når personen man stalkede godt vidste at man var der.

Det tog ham noget tid at mande sig op til at hoppe ned af træet, og i det han gjorde, skyndte han at gemme sig bag det, for døren til stalden blev skubbet op, og det var ikke sådan her han ville ses igen! Han blev stående i sikkerhed, og så til som hans skaber smed en kvinde ud derfra - et lig? - og bagefter lukkede døren. Gabriel skulle lige til at ånde lettet ud, måske løbe hjem igen og glemme alt om det hele... Men så blev døren åbnet igen! Lidt tøvende tittede han frem fra sit skjul, kun lige nok til at se silhouetten af manden, i det han blev kaldt på.

Havde han ikke været død, ville Gabriels hjerte nok springe et par slag over, men det var det, så der var intet hjertestop på vej. Han sank en klump. Så var der vist ikke så meget valg vel? Hans skaber havde bedt ham om at komme frem, og som hver gang Alias bad eller beordrede ham at gøre noget, gik han frem i det manden gik væk fra døren, og fulgte med ind.

Han lukkede døren bag sig, og nåede kun lige at vende sig om, i det der blev kastet en kniv efter ham. Men efter at have kendt Alias i så mange år, blev han ikke forskrækket, han greb blot kniven, som var det hverdag, og blev ellers stående. Ventede på at få en ordre om hvad han skulle, og det at Alias rakte hånden ud efter sin kniv, tog Gabriel som en ordre. Han placerede den i hans hånd, og blev ellers stående tilbage, indtil vampyren henvendte sig til ham igen. Nok var blodet derinde nok til at få vækket Gabriels tørst, men ærefrygten og sirebåndet mellem ham og hans skaber var stærkere. Så han ventede.

Gabriel overdragede ham kniven, og han tog langsomt fat om bladet og trak den ud af hånden på Gabriel. Hans øjne intenst rettet mod ham, før de blev en smule mørkere - "Did you lose your voice boy? This is not how we say hallo!" kommanterede han vredt, som han vendte ryggen til Gabriel og bukkede sig i stedet igen ned over den skrigene dreng. "Oh shut up, what's your problem even?!" sagde han irriteret, som han endnu holdte om bladet, og dermed brugte skaftet til at slå hårdt ind mod drengens hals, det kunne vel lære ham et holde sin kæft? Han havde blot lammet hans stemmebånd, i hvad, ti minutter måske? Han fik da i hvert fald den stilhed han søgte. Han fik vendt kniven op, så han nu kunne holde skaftet, bladet havde skåret lidt ind i hans hånd, det mørke blod dryppede et par gange, så stoppede det igen.

Han vendte sig om igen - "Still not on your knees I see? What in the world, should I do about that?" sagde han bare arrigt, som han lænede sig lidt frem og hev hætten ned på trøjen Gabriel bar, afslørede en smule mere af ham - den lille grå mus.
Han løftede en hånd og svang den hårdt gennem luften, med flad hånd ramte hans Gabriels kind så hårdt slaget gav ekko i stalden.
"Yes you deserved that, yes, if you cry, I sure will kill you - and now, take that ridiculous hoodie off - let me see you!" beordrede han blot, før han ligegyldigt vendte ryggen til Gabriel og bøjede sig igen over drengen, skræmt fra vid og sans højst sandsyneligt.
Han rakte ud efter hans ben og hev så til, hev til så han fik ham slæbt en meter ud fra væggen, til han lå på ryggen, stadig med armene bundet på ryggen - det så virkelig ikke rart ud?
Han manglede et sted at smide kniven, og huggede den så ned i knæet på drengen, men uden adgang til sit stemmebånd kunne han ikke engang skrige, bare hulke lydløst! Smukt!
Blodet piplede fra såret, og Alias stak to fingre ind under strømmen, før han førte dem op til sine læber og smagte lidt på englen - så sødt! Eewwww!! "This ones for you, taste like shit, if you ask me.." erklærede han blot, før hans blik gik til den bevidstløse pige - time to walk up my dear! HÆHÆHÆHÆ