Athena Akademiet: Det bedste akademi for alt overnaturligt og alle mennesker fra hele Verden.
 
IndeksIndeks  CalendarCalendar  FAQFAQ  SøgSøg  Tilmeldte brugereTilmeldte brugere  GrupperGrupper  TilmeldTilmeld  LoginLogin  
Login
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Navigation

R E G L E R

F A C E C L A I M

A K A D E M I E T

H V E M E R H V E M ?

I N F O R M A T I O N

T I D S L I N J E N

S O C I A L E M E D I E R


Latest topics
Top posting users this month
Morana
 
Haniel
 
Aviana
 
Damian
 
Yuri
 
Eric
 
Acacio
 
Calvin
 
Evanora
 
Damien
 
Statistics
Der er i alt 485 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Selene

Vores brugere har i alt skrevet 27003 indlæg in 2075 subjects

Share | 
 

 I resent the day I met your mother right about now - Jamie (& Avery)

Go down 
ForfatterBesked
Vincent

avatar

Antal indlæg : 5

IndlægEmne: I resent the day I met your mother right about now - Jamie (& Avery)   Lør mar 17, 2018 7:11 pm

Sted: Athena akademiets skovområde
Tid: Sen eftermiddag; 16.36
Vejr: Mørket er på vej, skyerne står højt på himlen og det er lidt koldt
Omgivelser: Der er ingen andre end Avery og Vincent i skoven
Påklædning: Her
Emne til @Jamie <3
NB: Avery er også med men skriver hendes svar ind i Vincents.



Det tog ham ikke længe at spore hende. Pigen som Jamie havde set på det seneste. Alligevel havde han en eller anden irriterende følelse i brystet som han ikke just forstod. Måske var det sådan man havde det når man havde planer om at tage sig af sin søns måske-kæreste kæreste, sådan en grim følelse af at være en dårlig person. Han havde kun følt dette en gang i sit liv, dengang han måtte gå fra Lilith og overlevere deres søn Jamie til Rayna. Så to gange i Vincents liv kunne han reelt sige at der var ting han fortrød. Ikke at det ville nage ham resten af livet, han ville højst sandsynligt komme over følelsen, som han nu altid engang gjorde.
Men noget der undrede ham var skolens mangel på at skjule eleverne skema. Det stod nærmest frit fremme, så han kunne vide hvor Avery var altid. Hendes daglige skema var heller ikke det mest spændende. Om eftermiddagen efter skoletiden havde hun det med at sætte sig i skoven og skrive i sin lille bog, som Vincent gik ud fra var de digte hun senere ville skrive ind på sine sociale medier. Han stod roligt og betragtede hende som hun var fordybet ned i sin skrivning. Han lænede sig roligt op af træet og fik tændt en cigaret mens han bare tog sig god tid. Averys faste skema fastslog at hun nok ville sidde og skrive her i en time mere.
Han kiggede kort rundt i skoven og åndede tungt ud. Han vidste at Jamie ikke ville forstå hvorfor Vincent var nød til at gøre det som han gjorde. Hvis Rayna fandt ud af at Vincent dækkede over at Avery overhovedet var indvolveret med Jamie på den måde, han sank let en klump - Der var vel en grænse for hvor længe man kunne holde sin skaber for nar. Men han tog chancen, for Jamie var hans søn - Liliths søn. Den eneste kvinde han havde elsket, med hele sit hjerte. Det var egentlig kun derfor han havde holdt det skjult og havde tænkt sig at skille sig af med dette kommende problem på egen hånd. For Lilith.
Han kastede sin cigaret ud i buskadset som han roligt gik frem mod hende. Det skulle gå hurtigt og overståes, det var bedst for alle. Hun nåede ikke at se op før en fod var blevet placeret på hendes bryst og pressede hende hårdt ned mod jorden. Smerten bredte sig hurtigt som hendes ribben kæmpede panisk imod presset og tårene skød frem i hendes øjne. Vincent kiggede hende i øjnene men kunne ikke få sig selv til at presse foden det sidste stykke. Avery hev panisk efter vejret og flåede i sin angribers bukseben. "You're his Lilith...." mumlede han irritabelt for sig selv som han fjernede foden og greb fat i hendes jakke før han kastede hende gennem skoven. Hun landede på maven som sendte en masse konstante bølger af smerte gennem hele hendes krop. Hun kunne end ikke skrige. Som han langsomt gik over til hende, fiskede hun sin telefon op og nåede knapt nok at ringe til det nummer Jamie havde givet hende, før Vincent fod trykkede hendes hånd med telefonen sammen. Tårene væltede ned af hendes kinder som smerten ikke så ud til at stoppe. Han vendte hende rundt med foden og bare stod og kiggede på hende.
"Just.... please.... Dont hurt me anymore..." bad Avery hæst gennem den lydløse hulken. Vincent sank en klump og lænede sig ned for at samle telefonen op. Han gik ud fra at den første hun ville ringe til var Jamie. "I'm gonna give you a chance to save her. Your mother would have wanted that, I'm sure. She's at the forrest near her school. You have 10 minutes before she'll succumb to the pain," sagde han så noget så koldt før han lagde på og smed telefonen væk. Avery som var i for mange smerter til overhovedet at røre sig, kiggede på Vincent med en blanding af et bedende udtryk men samtidig med en nysgerrighed som hun havde bidt mærke i at Vincent nævnte Jamies mor. Hun tog sig ikke så meget af dødstrusslen, på trods af at hun var dødelig, havde hun ikke været bange for at dø. "You're his father..." hviskede hun hæst. Vincent lænede sig ned og fjernede noget hår fra hendes ansigt der allerede havde ridser fra hendes landing på jorden. "You're right. I am his father," sagde han så før han greb om hendes nakke og løftede hende op.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Jamie

avatar

Humør : There is still light in him, but who would know how to find it?
Antal indlæg : 40

IndlægEmne: Re: I resent the day I met your mother right about now - Jamie (& Avery)   Tirs mar 20, 2018 6:58 pm

Påklædning
- Tøj + Sko Han har sort trøje på, et par sorte bukser, et form for sort bælte, han har en sort kappe på, som har en hætte Link, Link. Han har sorte sko på
- Andet Han har en maske på, som dækker hans ansigt Link

"Jamie its' about time for your treatment" lød det fra en læge, som gik imod ham. Jamie gad ikke engang kigge på ham, og han havde et fjernt udtrykke i sine øjne, som han rejste sig fra sæddet han før havde siddet i. Han vidste at hvis han gik gennem, med denne behandling, så kunne det være så meget sværere, at komme tilbage igen, komme tilbage til Avery. Dog på samme tid, havde han givet op på ideen, om nogensinde at se hende igen, kramme hende, kysse hende. Han savnede hende virkelig, og måtte indrømme at hun havde fanget ham, han nærede ikke kun tætte følelser for hende, han var faktisk ret sikker på, at han elskede hende mere end noget andet. Hvis han kunne, ville han kun være smamen med hende, og ingen andre end det, der var så mange ting, som han ville give op for hende, hvilket nok også var derfor at han opgav sin egen lykke, så hun ikke skulle frygte Rayna, og den slags mareridt.
Som han fulgte med de vagterne og lægen, ned til hans rum, hvor maskinen ville være, den som ville fjerne hans menneskelighed, og gøre ham som det monster Rayna ønskede han skulle være. Netop som han satte sig ned, begyndte hans mobil at ringe, og han holde stoppende hånden op, hvorpå han tog den. Blot lyden af Vincents stemme, over det nummer han vidste var Avery's, fik hans blod i kog, og han havde lysten til at flå manden fra hinanden. Tanken om de ting han ville gøre ved kvinden han elskede, fik ham til at tilsidesætte alle former for frygt. Han slukkede den, og rejste sig op. Dog som vagterne forsøgte presse ham tilbage i sæddet, rev han hjertet ud af den ene, en anden fik revet armen fuldkommen af led og den tredje brækkede han nakken på. Frygt kom op i øjnene på lægerne, og de lod ham gå forbi. Han begyndte at løbe, og han havde kun et mål i tankerne, at nå frem til Avery, og redde hendes liv. Nok kunne han ikke være en del af hendes liv, men han kunne ikke holde tanken ud, omkring at hun skulle miste livet.
Det tog ham ikke lang tid, før han faktisk kom frem, og siden Vincent var alt for optaget af Avery, kunne han få løbet imod ham, og med sin fart og kropsvægt, lavet så meget kræft, at han faktisk fik hamret Vincent et godt stykke væk. Med ham væk fra Avery, kunne han kort sikre om hun klarede den. Han tog dog sin hjelm af, som han smed væk, før han vendte et blik med så meget had imod sin far, at hvis et blik kunne dræbe nogle, så var den mand flere meter under jorden. Normalt havde han en vis mængde frygt, for den mand der var hans far, men den idiot lavede den ene fejl, som netop var at skade Avery, og for det forsvandt alt frygten "I will end you, no more fear, no more doing what you're saying. You hurt someone I love, and I will never forgive or forget that" han rejste sig op, og stod beskyttende foran Avery. Nok havde han ikke opdaget sin anden evne, men det var tydeligt den var ved at blive triggered, da hans normalt brune øjne, syntes at blive en farve af rød i stedet for, og arer syntes at danne sig, omkring hans ansigt og ned af hans nakke. Hele hans krop rystede af vrede, en vrede så kraftigt, at det faktisk var første gang han havde oplevet den slags.

//Håber det er okay <3
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Vincent

avatar

Antal indlæg : 5

IndlægEmne: Re: I resent the day I met your mother right about now - Jamie (& Avery)   Ons mar 21, 2018 5:06 pm

Inden Jamie ankom havde Vincent fundet et træ som han pressede den sårede Avery imod. I hans lomme trak han et slags væskeglas frem, og hans hånd mod Averys hals slap hende, så hun fik fodfæste igen. Hans hånd tvang hendes mund åben hvor han tømte glassets indhold i munden på hende. Avery ville have kæmpet imod, på et eller andet punkt ville hun ønske at hun ikke var så dødeligt svag, hvordan kunne Vincent være så super stærk? Hun kunne ikke gøre andet end at prøve på bedste vis ikke at sluge, ligemeget hvor længe Vincent så end ville holde hende for munden for at holde væksen inde.
Han nåede lige at fornemme Jamie, hvilket gjorde hans krop klar på slaget som Jamie løb ind i ham med fuld kraft. Han slap Avery og vaklede frem ustyrligt fremad, dog uden at falde mod jorden på et eneste tidspunkt. Avery der ikke længere var holdt oppe af Vincent, gav under for sine ben og gled ned af træet til hun sad op af det. Hun kiggede kort med et forvirret blik op mod sin redning, før hun spyttede væsken ud ved siden af sig og et lille smil bredte sig på hendes læber. Hun lod en hånd blidt men svagt røre ved hans ben, i det korte øjeblik han stod ved hende. "Thank you," mumlede hun træt, hvor hun dog bare kunne lukke øjnene og hvile sig i dette øjeblik, som nok ville være det dummeste at gøre.
Vincent fik genvundet balancen efter at nået et par mange meter væk fra dem. Han vendte sig mod Jamie med et koldt blik i øjnene, for han så kom med et lille smil og klappede i sine hænder. "That's how it should be, my son. I'm not your enemy, at least I am not trying to be," sagde han før smilet så bare noget så brat forsvandt. Han bemærkede godt at Jamie var ved at ændre sig og hans blik faldt kort på Avery som lå på jorden. "You wouldn't understand why I'm doing this, so I'm not sure explaining it would solve anything. You'll understand some day, when it matters." sagde han bare noget så følseskoldt. Hvis han dog bare kunne forklare Jamie om hvad han vidste og den enorme risiko der var for at Rayna snildt kunne opdage det samme.
Uden at sige mere om lige det trådte han frem og stirrede på Avery. "I suppose you kept it a secret for him all this time?" spurgte han hende. Avery kiggede så bare væk som tårene begyndte at flyde ned af hendes kinder. Hun lagde en hånd mod sin mave som hun begyndte at rulle sig sammen i en fosterstilling, som hun selv begyndte at indse hvad det hele handlede om. Hvad væsken havde været og hvor usikker hun var på at hun ikke havde kommet til bare at sluge en smule af den. Og så kom skylden væltende, hvordan hun ikke havde fortalte Jamie noget som helst om det. Vincent rystede på hovedet af Avery før han kiggede op på Jamie. "She is carrying your child Jamie. A child that would ruin everything for you, EVERYTHING!" sagde han så bare og trak en vred grimasse. Istedet for at prøve at forklare hvad han mente med dette, valgte han ikke at sige mere.
Avery stoppede i et øjeblik med at græde og fik sat sig op, dog ret besværet pågrund af smerten og trangen til bare at sove. Hun kiggede op på Jamie med tårefyldte øjne, som hun ivrigt prøvede at holde tørre med sin jakkes ærme. "Jamie... I'm so sorry for not telling you.... I really wanted to...." hun stoppede sig selv som hun bare istedet begyndte at græde og gemme sit ansigt i sine hænder. Vincent sukkede irriteret og trådte frem, som en løftet hånd mod Avery begyndte at lukke sig sammen. Averys gråd blev til en halvkvalt harken som hendes hænder gled ned af hendes ansigt og til hendes hals som Vincent brugte sin evne til at lukke for hendes luftrør. "Wasting our time, that's what you're doing Avery," sagde Vincent irriteret.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Jamie

avatar

Humør : There is still light in him, but who would know how to find it?
Antal indlæg : 40

IndlægEmne: Re: I resent the day I met your mother right about now - Jamie (& Avery)   Ons mar 21, 2018 6:13 pm

Den ene berøring fra Avery, syntes at fjerne blot noget at vreden, som boblede inden i ham, hvilket i sandhed var den effekt hun havde på ham. Blot en enkel berøring, og han var som blød smør i hendes hænder, fuldkommen hendes og ingen andres. Dog som Vincent begyndte at snakke igen, syntes vreden igen at vokse i ham, specielt som han gav en åndsvag fortælling om hvordan, at han ikke var hans fjende "I don't FUCKING CARE ABOUT YOU!, you're nothing to me and I am going to feel so greatly, when I rip your FUCKING arms of" han skiftede mellem at råbe, og tale koldt til manden, han før havde set som sin far. Det var sjovt hvordan, at et forhold så hurtig kunne ændre sig. Han huskede hvordan han som yngre, så op til Vincent og hvordan han så gerne ville være som ham, og nu kunne han knap og nap se på ham, uden at få lysten, til at rive hovedet af ham. Han havde aldrig følt så stor en had for en anden, ikke engang Rayna kunne for den slags vrede op i ham, og hun havde ødelagt hele hans liv.
Dog kom der forvirring op i ham, som det så ud til, at der var snak om en hemmelighed, en hemmelighed omkring Avery, som Vincent syntes at kende til. Han fjernede sit blik fra Vincent, og lod det glide til Avery, der nu syntes at være i gråd, havde de ikke været i denne situation, ville han havde løftet hende op i sine arme, og aldrig nogensinde givet slip igen. Det tog ham ikke lang tid, før han opdagede at hun var gravid, specielt som hun lagde sin hånd imod sin mave, blot for at ligge sig i en fosterstilling. Det gik dog op for ham, hvad Vincent havde gjort, som han begyndte at snakke, fortalte hvordan et barn ville ødelægge alt for ham "My life was ruined the day you took me, and delivered me to a monster, who not only took away my life, but sexually abused me for years. You have no idea what a reuined life is" som han talte eller snarer råbte af Vincent, begyndte hele hans krop at ryste, det var faktisk første gang, at han fortalte højt hvad Rayna havde gjort, det havde været en stor hemmelighed, gennem de sidste 700 år "Having a child wouldn't ruin my life, it would give me one I always wanted"
Han så ned imod Avery, og havde det ikke været for vreden, ville han havde sendt hende et smil, forsikret hende om hvordan, at det ikke betød noget, og det ikke ville ændre hans følelser for hende. Dog da hun med et så ud til at blive kvalt, vendte han flammende vrede øjne imod Vincent. Igen syntes den røde farve at komme frem i hans øjne, men det samme med en hjertebanken, der var hurtigere end hvad han havde oplevet før. Med et var det som om, et lyn slog ned i ham, og den vrede han havde følt før, blev forstærket med 100 procent. Han kunne med et ikke stopppe sig selv, og med en fart, der var hurtigere end hvad han normalt ville kunne løbe, styrtede han imod Vincent. Han ville have hans opmærksomhed, får den væk fra Avery, flere træk syntes dog også at komme frem, herunder at alle hans tænder syntes at blive skarpe. Igen hamrede han direkte ind i Vincent, dog modsat før var det med intentionen, at få ham ned og ligge, hvor han ville sætte sig ovenpå ham, og bare få alle vreden ud på ham "You ruined my life, destroyed my life, killed my child, ruined the woman I love" hver gang han kom med en ny ting, som Vincent havde gjort imod ham, lagde han et nyt slag imod hans ansigt.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Avery

avatar

Fag : Psykologi, Historie og Samfundsfag (Hvis det er der).
Antal indlæg : 53

IndlægEmne: Re: I resent the day I met your mother right about now - Jamie (& Avery)   Man apr 02, 2018 5:48 am

Avery så sit liv passere sig forbi. Alle de ting hun ikke havede oplevet, alle de ting som hun endnu ikke havde oplevet - Ikke mindst de ting som hun ikke havde oplevet med Jamie. Hun hev efter den luft som hun ikke kunne få ned i lungerne når Vincent lukkede for hendes luftrør. Hun lukkede sine øjne i og vidste ikke helt hvor længe der ville gå før hun ville besvime, men der ville nok ikke gå længe. Hun gjorde sig klar til det øjeblik - Dog skete det aldrig. Faktisk skete det helt omvendte, hun kunne få luft igen. Hun hev efter vejret og vidste ikke at hun nogensinde skulle komme til at savne en normal vejrtrækning som hun gjorde nu.
Vincent gjorde ikke rigtig den store modstand som Jamie kom mod ham. På et eller andet punkt ville han gerne give Jamie chancen for at lukke nogle aggressioner ud, for det var ikke nemt at miste. Han mindedes hvordan han selv havde det da han mistede Lilith og aldrig kom til at se John. At have Jamie hos sig var det eneste han havde tilbage af Lilith - Og hvis hans sikkerhed betød at han skulle hade Vincent resten af sit liv, måtte Vincent tage den chance. Men det var aldrig noget han ville indrømme, for intet i verdenen - En svaghed, hos Vincent? Vincent, ham der var lavet til aldrig at frygte noget? Det var meget at leve op til.
Han lod Jamie slå ham, mærkede svigen og kraften fra hvert enkelt slag. Hvordan slagene var fyldt med vrede. Han mærkede hvordan sine tænder knækkede og gav efter. Han ænsede ikke at midt i tiden hvor han havde fået tæv, havde Avery rejst sig og bevæget sig over til dem. Han ænsede hende faktisk først kun som værende med dem igen som han hørte hendes stemme. Hun havde formået at få rejst sig og gået hen til dem, hvor ondt hun så end havde haft det, følte hun sig nødsaget til at stoppe dette før det gik for vidt. Hendes hånd lagde hun på Jamies skulder som hun talte.
"Jamie.. Dont do this... You'll regret it. I know you will.." sagde hun lavmælt men bestemt. Hun havde på fornemmelsen at hans vrede tog over og alle rationelle tanker var for længst forsvundet. Hun faldt ned på sine knæ og strammede sit greb i Jamies skulder for ikke at falde helt til jorden. Hun bed hårdt sammen som smerten atter kom til hende i lange bølger der bredte sig fra maveregionen. Hun så op på Jamie med tårefyldte øjne og havde for længst bidt hul i læben som nu blødte en anelse. "I just... want you to take me home," sagde hun så og løftede anstrengt sin hånd for at ligge den mod hans kind, "Please..." På mange måder var hun så glad for at se ham igen, men ikke på denne måde - Ikke på bekostningen af deres barn. Men nu ville hun bare gerne hjem.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Jamie

avatar

Humør : There is still light in him, but who would know how to find it?
Antal indlæg : 40

IndlægEmne: Re: I resent the day I met your mother right about now - Jamie (& Avery)   Man apr 02, 2018 3:44 pm

Det var som om al han vrede, endelig var begyndt at komme frem, al den vrede han havde undertrykt, kunne endelig kom frem og den var rettet imod én enkel person. Det var virkelig som om, der var en person der havde lukket alt vreden ud, og man kunne nemt se han havde en hel del vrede i sig. Hvert slag syntes at blive mere og mere aggressivt, som om den smerte han følte i sig, var så stor han ikke kunne vise den, på andre måder end vold. Han glemte alt om sine omgivelser, og i det sekund handlede det kun om at skade Vincent, skade ham for hvad han havde gjort, hvad han havde taget fra ham, det liv han kunne havde haft, det barn han kunne havde haft, alt hvad der var ødelagt på grund af denne mand. Han kunne slet ikke finde hoved og hale i sine tanker, da hans hjerne syntes at være oversvømmet med vrede, så kraftig en, at al form for fonuft var forsvundet. Normalt var han ikke typen, der angreb folk, ganske vist havde han haft et job, hvor i han skulle slå folk ihjel, men aldrig havde han været så aggressiv, som han var i dette øjeblik.
Dog da han mærkede Avery's hånd på hans skulder, syntes han endnu engang at komme til overfladen, hendes stemme fik ham også mere op imod overfladen, og vreden forsvandt langsomt. Hans vrede side, var dog ikke sikker på, hvad det var hun fortalte, det med at han ville fortryde hvis han dræbte ham, for som situationen så ud nu, ville han elske at dræbe denne idiot. Så meget godt det ville give verden, hvis han slog dette monster ihjel. Ikke desto mindre valgte han at ignorere sin vrede, da han så over sin skulder, hvor stor en smerte hun var i. For hendes skyld, ville han så fjerne sin vrede for ham, og i stedet fokusere på sin kærlighed for hende. Dog for at sikre, at han ikke ville forfølge dem, gav han Vincent et hårdt slag i ansigtet, et så hårdt det ville slå ham ud. Derpå rejste han sig op, og som han rejste sig op, løftede han hende op i sine arme. Han holde hende tæt imod sig, med sin ene arm imod hendes ryg og den anden under hendes knæ. Nu skulle han få hende i sikkerhed, se om han kunne redde barnet, men også vigtigere redde hende.
Han begyndte at løbe, og han ignorede alle form for tegn fra hans krop, om at han skulle stoppe op. Han ville have hende hen til et sted, hvor hun kunne være i sikkerhed. Hun var hans et og alt, den eneste han havde elsket, den eneste han nogensinde havde haft følelser, og det var på et liv der efterhånden var på over de 760 år. Han havde aldrig forstået, hvordan han lige netop havde haft følelser, netop fordi han i så mange år, havde haft ingen følelser, og nu havde han pludselig alle disse følelser. Dog havde han intet imod det, da han trods alt ikke havde noget imod, at have disse følelser for Avery, hun var fantastisk og vidunderlig, og han elskede hende mere end noget andet. Han stoppede først op, da han nåede hendes dør, som han fik åbnet op, og herpå låst som han kom ind. Han lagde hende blidt i sengen, strøg hendes hår væk fra ansigtet, alt i mens han fandt en stol han kunne sidde i. Han tog hendes hånd i sin "I hate him for doing this to you, I hate that I couldn't protect you. I'm so sorry, for everything that happened to you" han bed sig i læben, og hans blik blev trist og sørgmodigt, som han betragtede hende. Han strøg hende over kinden "I love you, so so much, more than you could ever imagine. After living alone for 760 years, you made me feel alive" han gav hendes hånd et klem, og gav den et blidt kys.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Avery

avatar

Fag : Psykologi, Historie og Samfundsfag (Hvis det er der).
Antal indlæg : 53

IndlægEmne: Re: I resent the day I met your mother right about now - Jamie (& Avery)   Man apr 02, 2018 5:03 pm

Hun havde vitterligt brugt alle krafter på at få hans opmærksomhed, at have rejst sig med de få krafter hun havde tilbage, blandet med smerten? Hun var glad for at hun kunne nå ind til ham - For som han fik vendt sin opmærksomhed mod hende, virkede hendes krop til at give op på hende. Hun var dog stadig vågen, eller hvis vågen betød på randen til at falde ind og ud af bevidsthed, så var hun vågen. Men hun var alligevel vågen nok til at ane at han holdte på hende. At mærke han var der hvilket hun priste himlen for, for ellers havde hun aldrig opdaget hvor tæt hun var på ham mens han løb med hende. Og så dog var hun nedslået over prisen for at de kunne være sammen igen, men det var en sorg til mindre næsten-dødes tanker.
Som han lagde hende i hendes seng, havde hun samlet nok kræfter til at åbne sine øjne og vende hovedet mod ham. Hun lyttede til hans ord og lukkede kort sine øjne i som flere tårer havde sneget sig frem ved hans smukke ord. Hun kunne ikke beskrive hvor meget hun elskede denne mand, hun åbnede øjnene igen og et lille smil bredte sig kort på hendes læber. Nu hvor hun kunne få lov til at slappe af og ikke bekymre sig om flere tæv, virkede smerterne til at dele sig i intervaller - Et kortvarigt som var smertefrit og et længere et fyldt med smerte. Lige nu var det et af de gode. Hun klemte svagt om hans hånd som var alt hun kunne med sine ikke eksisterende kræfter i kroppen. "I've become a whole new person because of you... Being with you, knowing that you love me.. It's all I need in life.." sagde hun hæst men ikke desto mindre betød det ikke at hun ikke mente hvert eneste ord.
En skarp indånding markerede starten på endnu en bølge af smerte og hun trak sig en anelse sammen som hendes hånd instinktivt strammede grebet i Jamies. "This isnt exactly a joyride... I read about this in some book about pregnancy.. I think what he gave me is making my body reject the child," sagde hun en anelse sorgfuldt mens hun hev efter vejret. Havde hun ikke haft for travlt med at koncentrere sig om noget andet end smerterne, ville den kommentar helt klart have fået hende til at brøltude. Alle de timer hun for sig selv havde læst forskellige bøger om graviditet, hvordan hun fra skræk og anger havde nået til at ville have barnet og elske det af hele sit hjerte - Og nu mistede hun det? Det var kun heldigt for Avery at hun ikke kunne mærke andet end den fysiske smerte.
"I dont know what we're supposed to do now..." sagde hun så før hun bed hårdt sammen og prøvede for alt i verdenen at ligge stille og ikke bare give ind og vride sig rundt i hvad der virkede til at være endeløs smerte. En dyb udånding markede enden på smerte-intervallet og hun kunne slappe af igen. "I really dont... want to lose this child... Not your child," indrømmede hun så og bed kort i den allerede blodige læbe. "I read so many books... If you only knew how many... You'd think I'm silly..." sagde hun så med et svagt smil der bredte sig på hendes læber. Hvor hun dog for alt i verdenen bare ville have ham til at fortælle hende at alt skulle blive okay.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Jamie

avatar

Humør : There is still light in him, but who would know how to find it?
Antal indlæg : 40

IndlægEmne: Re: I resent the day I met your mother right about now - Jamie (& Avery)   Man apr 02, 2018 5:34 pm

Jamie var på ingen måde, typen som ville begynde at græde, det var ikke just hvad han plejede, og eftersom han havde levet i så mange år uden en menneskelighed, ville det undre de fleste, hvis han faktisk gjorde. Dog velvidne om, at hans elskede var i smerte, og de ville miste de barn, som var bygget af et sted af kærlighed, var nok til at få tårerne til at komme frem. Han ville så gerne være stærk for hende, hvilket han også prøvede, han ville for hende være alt, alt hvad hun skulle håbe og drømme om, aldrig ville han forlade hende igen. Det hele var trods alt hans skyld, hvis han ikke havde mødt hende, ville hun ikke havde endt op i denne situatione, eller hvis han ikke havde forladt hende, ville hun endnu have deres barn, og han havde været der for at beskytte hende. Han hade sig selv mere end noget andet, faktisk mere end han hade Vincent. Ikke desto mindre, fik hendes ord et mindre smil frem på hans læber, dog som hendes greb om hans hånd blev stærkere, vidste han at smerten var begyndte at komme. Nok vidste han ikke meget om graviditeter, men han vidste det at miste et barn, aldrig kom som en speciel smertefri ting.
Han rejste sig fra stolen, hvor han trak kappen af, smed skoende og sine handsker, og derpå satte han sig op i sengen. Dog inden han gjorde det, løftede han hende blidt op, så han kunne sidde bag hende, med hendes ryg op imod hans mave og bryst. Han ville vise han var der for hende, og at han ikke skulle nogle steder, det var dem sammen og intet andet end det "I hate that he did this to you, I hate that I wasn't there to protect you, keep you safe" hans ene hånd havde hendes i sin, og den anden lå blidt på hendes mave, mens han forsøgte at holde sorgen væk, sorgen over hvad der var hændt hende, men også mere specifikt sorgen over, at havde mistet det barn, som han aldrig ville møde. Han sukkede og bed sig i læben, specielt som hun sagde hun ikke ville miste barnet "I don't want you to lose it either, but I can't lose you" hviskede han, og det var tydeligt på hans stemme, han forsøgte holde tårerne væk, specielt da han blidt trykkede hende ind imod sig. Han skulle være den stærke, han skulle være den, som holde om hende mens hun var svag og ikke omvendt.
"Silly is never a word I would use to describe you, had I known you were pregnant I would have read twice the amount you did" indrømmede han, samtidig med han gav hendes skulder et blidt kys, hun var hans lys, hans sande kærlighed og hans eneste ene "I know it's never going to be perfect, but I'm here for you and I'm not going anywhere" hviskede han, samtidig med at han flettede deres fingre sammen. Situationen var på ingen måde god, og han vidste han ikke kunne love hende en perfekt fremtid, men han kunne i det mindste prøve, at give hende en bedre en "I will always be here for you" han begravede sit ansigt ind imod det punkt, hvor halsen mødte skulderen, og enkelte tårer forlod hans øjne, hans kærlighed for hende var større, end noget andet han havde følt, og lige gyldig hvad der skete, så ville den del ikke ændre sig "I will always love you, nothing can ever change that, nothing will ever change my love for you" han gav hendes hånd et blidt klem.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Avery

avatar

Fag : Psykologi, Historie og Samfundsfag (Hvis det er der).
Antal indlæg : 53

IndlægEmne: Re: I resent the day I met your mother right about now - Jamie (& Avery)   Man apr 02, 2018 6:39 pm

Som han satte sig bag hende og holdt om hende, følte hun at hun endeligt kunne slappe ordentligt af når smerterne nu ikke var for overvældende. Som han holdte om hendes ene hånd, løftede hun sin frie og lagde den mod hans håndryg. Hun nussede hans hånd med tommelfingeren og havde fået nogenlunde styr på sin vejrtrækning. Hun snøftede kort og trak hans hånd op til sin mund hvor hun blidt kyssede en af hans knoer. "Whatever happens, just know that I will always love you, too" sagde hun så en anelse lavmælt. Hun lyttede til hans ord og smilte en anelse som hendes øjne lukkede sig i.  Men hun bemærkede også den sorg der lå i ham, hvilket hun godt kunne forstå. Hun sank en klump og rystede så på hovedet. "And it doesnt matter to me that you werent there.. You came and saved me... That's all that really matters to me," sagde hun så og smilte en anelse.
Hun ville dog ikke indrømme at noget i hende ikke helt kunne tro på det. Ikke så længe hans arbejde krævede at han skulle være der. Hun bed sin blodige læbe som hun mærkede hans hoved mellem sit og sin skulder. Hun slap hans hånd og lod sin hånd køre gennem hans hår for at lade den glide ned til hans kind. Hun vendte hans hoved mod sit og gav ham et forsigtigt kys på munden, kun for at fnyse kort over at indse at hendes blodige læbe farvede hans. Hun vendte så hovedet mod loftet og slappede så en anelse af i kroppen som smerterne virkede til at stilne hen. "It doesnt hurt, that much anymore..." sagde hun så og klemte svagt om hans hånd. "I'm just very tired... But I dont want to wake up and not have you by my side," indrømmede hun så og vendte sit blik op mod ham.
Hun ville virkelig ikke ligge sig til at sove hvis det betød at der skulle gå længe før hun så ham igen. Hun nussede hans kind blidt og på trods af at hun var så smadret og træt som hun var, nød hun alligevel hvordan hun havde fået ham igen ved sin side.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Jamie

avatar

Humør : There is still light in him, but who would know how to find it?
Antal indlæg : 40

IndlægEmne: Re: I resent the day I met your mother right about now - Jamie (& Avery)   Man apr 02, 2018 7:16 pm

Som altid syntes hendes berøring, at kunne berolige ham, måden hun rørte ham på, syntes altid at få hendes menneskelige side frem. Det var som da hun rørte ham ude i skoven, hvor hun fik alt vreden til at forsvinde fra ham. Hun havde en evne ingen anden havde, det at kunne røre hans menneskelighed, uden at skulle gøre det helt store ud af det. Da hun vendte hans hoved, lod han hende gøre det, og da hendes læber rørte hans, kunne han føle elektriciteten flyde gennem ham, og han gengældte det, dog med en større nænsomhed og blidhed end normalt, da han trods alt ikke ville skade hende. Han klukkede over måden, hun kom med et fnys, hvilket han kun kunne regne ud, var grundet det blod der nu var på hans læber. Han måtte se ganske morsom ud, måske endda se ud som om han havde læbestift på. Han lod dog sin tunge glide hen over læberne, både for at fugte dem, men også for at fjerne blodet. Da hun udtalte, at det ikke gjorde ondt mere, kom der en lettelse over ham, og dog var der konstant den frygt, at hvis hun faldt i søvn, at hun ville vågne op til en pøl af blod, dog var helt sikker på, at skulle det endelig ske, så ville hun ikke vågne op alene.
Da hun sagde hun var træt, men var bange for at skulle hun faldne i søvn, at hun så ville vågne op uden ham, sukkede han. Han vidste han havde været væk fra hende, og han hade at han var nød til det, dog ville tingene ændre sig, og han ville ikke forsvinde igen "if you go to sleep, I will be right here next to you, I won't go away, not anymore!" han gav hendes kind et blidt kys, dog fjernede han sig fra hende, for blot at hive sin trøje og bukser af, skulle hun sove, ville han gerne ligge behageligt ved siden af hende. Han fik trukket dynen væk under hende, og lagde sig ned ved hendes side, hvor han lagde dynen over hende "You can go to sleep, I will be right here next to you" han tog hendes hånd, og lagde det over sit bankende hjerte, som skulle det give en form for beroligende evne, det at hun fysisk kunne mærke han var lige der ved siden af hende.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Avery

avatar

Fag : Psykologi, Historie og Samfundsfag (Hvis det er der).
Antal indlæg : 53

IndlægEmne: Re: I resent the day I met your mother right about now - Jamie (& Avery)   Man apr 02, 2018 7:48 pm

Hun vendte sig lidt anstrengt mod ham som han lagde sig hos hende. Hun kom med et lettet suk som han forsikrede hende at hun kunne få lov til at sove. Hendes øjne faldt ned på sin hånd som han tog den og lagde den mod sit bryst. Hun lukkede øjnene i i et kort øjeblik som hun bare fokuserede på at mærke hans hjerte. Hun åbnede sine øjne igen og kiggede op på ham med et ømt blik i øjnene, "If this child doesnt make it... I'd like to try again.." sagde hun så og fjernede sin hånd som hun istedet lagde den om ham og trykkede sig ind mod hans varme bryst. "I love you so much..." mumlede hun lavmælt og træt som hun gav ind til drømmeverdenen og faldte i søvn.


-- Senere på Umbrella Corperation --


Det gode ved at være en skabning var at alle ens genetiske værdier allerede var kendte. Det tog ikke et team af læger at finde en måde at genskabe hans ansigt igen, som var intet nogensinde hændt. Men at rette på noget kosmetisk var de mindste ting som var på Vincents liste af irritationer. Hans kæbe var gået af led men sat på plads igen. Alt smerten fra slagene sad stadig i huden, i knoglerne og nerverne, det var intet lægerne kunne fikse. Men han var ligeglad med smerten. Som lægen pillede forbindingen for at afsløre det atter perfekte ansigt, rejste Vincent sig og gik over til spejlet for at inspicere det. Hans øjne faldt over hans øje, hvor han uden at tænke nærmere, smadrede hånden ind i spejlet og tog et skår. Han pressede skåret mod sit øjenbryn og lavede et sår der skulle markere hans evigt og eneste ar.
"Vincent! Dont do that!" prøvede lægen og greb fat om Vincent hånd, som var hans største fejl. Vincent vendte blikket mod ham og greb fat om halsen på ham med sin frie hånd som han bare kværkede ham med sin ene hånd. Han slog ham dog ikke ihjel, for nu havde manden trods alt været sød nok til at fikse hans ansigt for ham. Han smed skåret og fik taget sit tøj på. Han vidste at Rayna ville have en forklaring på hvorfor hans ansigt havde set ud som det gjorde, og om det havde noget med Jamie's forsvinden at gøre. Han kiggede kort i spejlet før han selv troppede op på hendes kontor.
Hans arme var foldet sammen som han betragtede hende med et blik der godt udstrålede hans vrede. "I want the price for my sons dismissal of this place. He goes free, in change of my freedom," sagde han så og gik over til bordet som han lagde begge hænder mod det og stirrede ind i de skinnende gyldne øjne foran ham. Han vidste at hans beskyttelse af Jamie ikke var velset, men han var egentlig til et vis punkt ligeglad. "I know that you're doubting my loyalty due to the past. But let my son go, and your bidding is my will," forsikrede han så som han rettede sig op og afventede et svar.


Sidst rettet af Avery Man apr 02, 2018 8:19 pm, rettet 1 gang
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Jamie

avatar

Humør : There is still light in him, but who would know how to find it?
Antal indlæg : 40

IndlægEmne: Re: I resent the day I met your mother right about now - Jamie (& Avery)   Man apr 02, 2018 8:15 pm

Han lagde sin ene arm om hende, og lod sin hånd blidt stryge hende hen over ryggen, dog som hun sagde at skulle barnet ikke overleve, så ville hun prøve igen. Blidt kyssede han hendes pande og strøg hende over maven "Lets just hope that our baby is just as strong as he/her's mother" han sendte hende et kærligt smil. Af alle dem han kendte, så var Avery nok den eneste, som virkelig kunne få hans smil frem, alle andre var det snarer det modsatte "but I would do anything for you, if it meant making you happy" hvis det kunne gøre hende lykkelig, ville han gøre alt, også selv skabe en familie med hende, det han trods alt havde hungret efter, de sidste 760 år. Han kunne fornemme, som hun begyndte at falde i søvn, og her gik der først et par timer, før hans selv kunne mærke søvnen tage over, indtil dette punkt havde han blidt ladt sine fingre, glide igennem hendes bløde hår. Han måtte dog indrømme, at dette var den bedste søvn, han havde haft i mange måneder, det blot at have hende ved sin side, gjorde at alle de mareridt og slemme tanker han havde haft, forsvandt i takt med hun trak vejret.

At Umbrella Corporation

Som altid var Rayna godt begravet i papir arbejde, der var eksperimenter der skulle godkendes, væsner som skulle undersøges og folk der skulle findes. Der var selvfølgelig også alle de kedelige ting, som at finde tider til interviews, finde nye forskere og andet form for ansættelse. Hun måtte indrømme at tvillingerne, havde været en større problematik, end hun i første omgang troede, og deres konstante brok, gav hende lysten til at dræbe alle de kendte, og alle de holde af. Hun skulle netop, til at sende bud efter en, da Vincent kom stormende ind på hendes kontor, hvilket i selv ville gøre hende pissed. Dog nåede hun hverken at reagere, eller for den sags skyld sige noget, før han begyndte at kaste ordre i hendes retning. Hun hævede øjenbrynet, og betragtede ham med en stilhed over sig, en stilhed der kunne tale om farer, for nok kunne hun ikke nødvendigvis give ham skade, men hun kendte nok til hans svagheder, til at kunne ramme ham hårdt. Som han fortalte om hvordan, han ville give sin frihed for sin søns, og at han ville overgive sig selv til hende fuldkommen, kom der et koldt og måske endda selvtilfreds smil frem på hendes læber.
Med en elegance, man kunne finde i et rovdyr, rejste hun sig fra sit bord, hvor hun trådte en smule frem imod ham. På trods af blot at være en fe, og endda ikke en ganske høj en, bar hun en aura af dominans, set i nogle større og stærkere end hende. Der gik lang tid, før hun endelig svarede, og i den stilhed, havde der været en spænding i rummet "I accept your offer but know if you as much as dissplease me, I will not only have everyone you care for dead, I shall let them have a long meeting with The Sparrow, and you know how that ends, or they might meet one of my other creatures" spurven hun snakkede om, var Ekaterina en succubus, med et ganske stort talent, når det kom til at dræbe andre og specielt torturere dem. Det var samme historie, med hendes andre væsner, der alle ved kun ét ord, ville gøre hvad hun ønskede. Dog kom der et sadistisk udtrykke frem i hendes øjne "or maybe I will send her after them" med hende, mente hun en jæger, en hvis ansigt ingen kendte, som kun ganske få faktisk havde mødt, og dog var der myter om hvor farlige hun faktisk var, de fleste kendte hende som The huntress "But I am in a good mood, so he shall be free to live his life with that strange woman, but know I never give more than a second chance, so don't waste it" der var en advarsel i hendes gyldne øjne, og samtidig et løfte om, at skulle han gå imod hende, så ville det ikke ende godt for ham, det ville ende rigtig slemt. Nok var hun en fe, men som den første mørke fe, bar hun et mørke i sig, som var ulig det af andre feer
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Vincent

avatar

Antal indlæg : 5

IndlægEmne: Re: I resent the day I met your mother right about now - Jamie (& Avery)   Man apr 02, 2018 11:48 pm

Han løftede let øjenbrynet som hun virkede til at smide en trussel hans vej, hvortil han bare rystede på hovedet, "I would never do anything else than what would please your cold soul, creator" sagde han roligt og nikkede kort. Som han så op igen kiggede han hende direkte i øjnene som hun stod foran ham, "I suppose I should let you know now that the woman he was seeing was with child - His child. I took care of it before you could. I know how you love to use children as a token for bargains." sagde han hvor et lille smil bredte sig på hans læber. "But seeing that I'm giving my freedom away so he doesnt have to, a pregnancy wouldnt really matter anymore, would it? Or does it? I never know with you." spurgte han så og lagde hovedet på skrå. Han var godt klar over hvad der havde foregået mellem Jamie og Rayna - Ville det irriterere hende at tænke på Jamie med en anden? Han kunne ikke forestille sig at det ville gå hende meget på, men så igen, det var et magtspil som hun havde tabt - Det var vel noget at være vred over.
Han åndede tungt ud og kørte en hånd gennem håret som han gik over til et vindue og kiggede ud af det. "You should consider getting stronger doctors on your medical team. I almost crushed this one's throat," sagde han så roligt og lagde armene over kors. Noget i ham følte sig faktisk ganske lettet, tanken om at Jamie kunne gå fri. Godt nok vidste han at Jamie hadede ham for hvad han gjorde, men en dag hvis han fandt ud af hvilken grund der lå bag, på det tidspunkt ville han nok kunne forstå Vincents valg og tilgive ham. Han vendte blikket tilbage mod Rayna og kom så med et lille smil. "You're probably more than happy to release my boys. They were more trouble than a gain to you anyway, weren't they?" spurgte han så, med en svagt stolt undertone.
"But mark my words. You have my family over my head for this, but if you kill the only bargaining chip you have with me, I am a man with nothing to lose," tilføjede han så som hans stone-face forsvandt i et smil. "Whatever mission he was on, I'll need a debriefing," sagde han så.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Rayna

avatar

Antal indlæg : 12

IndlægEmne: Re: I resent the day I met your mother right about now - Jamie (& Avery)   Søn apr 08, 2018 12:30 am

Hun klukkede over hans ordvalg, direkte at udtale at hendes sjæl var kold, hvor så mange andre trods alt, sagde hun faktisk ingen sjæl havde. Hun var dog aldrig en kvinde, der direkte tog det til hjertet, når folk fornærmede hende eller kaldte hende et monster, da hun trods alt aldrig benægtede, at hun faktisk var alt andet end dette. Hvorfor skulle hun dog også det? Nok udgav hun sig for, at bekymre sig for andre, da det trods alt gav god PR, men hun var alt andet end god. Hun måtte dog indrømmme, at det overraskede hende en smule, at Jamie faktisk havde formået at få tøsen gravid, specielt fordi hun i så mange år, havde troet han var steril. Som han sagde at han havde taget sig af barnet, vidste hun at det var et slag imod hende, netop fordi hun plejede at stjæle børn og her lave dem om til sjæleløse soldater "It's so funny how you love your son, yet he hates you" hun vidste at Vincent, på sin egen måde havde kærlighed i sig, og at han specielt havde en kærlighed, imod Lilith og hans sønner, det gav hende derfor en stor mængde glæde, at de alle hade ham, hvilket til dels også var grundet hende, og hvad hun havde gjort.
Hun trak på skulderne "You gave your freedom up, so I won't be going after Jamie's child. You do know I can be rather fair, however, should you go up against me, I will take it, I will take all of them" hun kunne sagtens være fair, hvis hun gerne ville være det, og nu hvor han gav sin frihed, således at Jamie kunne få sin, det var noget der vagte en smule respekt imod ham. Det gjorde hende dog intet, at Jamie var sammen med en anden, faktisk kunne hun ikke være mere ligeglad, da hun trods alt ikke var typen, som faktisk elskede andre, mange ville mene hun var ud af stand til det. Hendes blik fulgte ham, som han bevægede sig hen imod vinduet, hun valgte at ignorere han ord, om hvordan hun havde brug for stærkere læger, hvilket hun til dels også havde, men alle forskere og lægere, var på forskellige niveauer og derved også varierende i styrke. Som han vendte sit blik imod hende, og endda kom frem med et smil, vidste hun at der nok ville komme en kommentar i hendes retning, hun var hans skaber og havde kendt ham gennem de sidste mange år, så hun kendte efterhånden de mange træk ved ham, og hvad det betød. Hans ord om, at hun nok var gladere for, ikke længere at have tvillingerne ved sig, fik hende blot til at hæve øjenbrynet. Det var ganske morsomt, hvordan han troede hun følte ting, til at han trods alt troede det gjorde hende glad ]"ohh how you must be proud, proud of the sons whom you may never build a relationship with, just as the woman you love won't ever love you back"
At sige Vincent og Rayna havde et unikt forhold til hinanden, ville i den grad være en underdrivelse, der var trods alt underliggende trusler i deres ord, såvel som et konstant magtspil. Dog som hans trusler kom imod hende, hævede hun blot øjenbrynet "I always love a good threat, it shows a mans character" hun klukkede let, før hun vendte sig om og tog en fil op fra sit bord "He was tasked to find Clarissa, our little runaway psychic, she may be dead to the world, but I know she still draws breath" hun rakte ham filen "She has been gone for too long now, and she has knowledge that makes her dangerous, I need her found and brought back, either dead of alive, I would however, be more pleased if she was alive" Clarissa havde været en ung telepatisk tøs, som hun fandt på et sindssyg hospital, en hvis evner hun gjorde større, ved de eksperimenter der blev lavet, dog var hun anset for død for omgivelserne, åbenbart havde hun taget sit eget liv, en historie hun ikke selv troede på.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Sponsored content




IndlægEmne: Re: I resent the day I met your mother right about now - Jamie (& Avery)   

Tilbage til toppen Go down
 
I resent the day I met your mother right about now - Jamie (& Avery)
Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Athena :: Athena udendørs :: Skoven omkring-
Gå til: