Tid: 22:30
Da Akamu var 14 år
Mørket havde igen lagt sig over byen, flok begyndte at søge i sikkerhed, for nattens væsner kom igen frem fra deres skjul. Det var december, jorden var dækket af sne og kulden slem som aldrig før, det var et under at han overhovedet stadig var i live.
En mørk skikkelse, ikke særlig høj eller stor, nok en fyr på max 14 år vandre ned ad den øde gågade.
Han var iført en slidt hættetrøje i grå med huller og snusket af snavs, derudover bar han nedslidte jeans med masser af store huller, og alt forstore kun holdt oppe af et bælte.
På fødderne bar han udtrådte sneakers, der var vidst igen tvivl om at han var hjemløs, men folk ville nok mene han var for ung til det, men det var mange år han nu havde levet på gaderne.
Akamu sukke tungt, som han traske gennem sneen, i håb om at finde et sted at tilbringe natten, for hans spinkle krop ryste af kulde. Han faldt næsten i et med natten, han bar ikke samme hudfarve som alle andre, dette gav ham blot endnu flere problemer, folk troede det var okay at nedgøre eller spytte efter ham, når han tigge om penge til noget så simpelt som mad.
Det havde været en lang dag, han havde igen penge tjent, folk var nærige i julen, og havde ikke tid til at passe på andre.
Han drejede ned ad en sidegade, for at søge mod et sted at sove, men på vejen blev han stoppe af et bjerg af en mand, en hjemløs fyr han før havde set, og han vidste udemærket godt at denne mand ikke var rar!
Han prøvede at undgå ham, men fyren stille sig op foran ham og stirrede ned på ham " Er du endnu ikke død ?" lød det hånligt, før han stak den unge fyr en lussing og lo. Akamu fnøs koldt, han var træt og i dårligt humør, han orkede ikke dette nu, og han havde fået nok efter en dag, fyldt med had og svigt.
Han slog igen, og det endte ud i en voldsom kamp, de to kæmpede så dampen osede af varme omkring dem.
Pludselig forsvandt Akamu, eller han bevægede sig så hurtigt, at manden ikke nåde at reagere før han var slået i jorden, og fik hurtigt rejst sig for at flygte " du kan bare vente dig djævelyngel" råbte han i det fjerne.
Akamu satte sig i sneen, og ømme sig, hans kind var rød efter slaget, og han blødte fra en rift ved hans arm, han pruste langsomt ud før han rejste sig, han måtte finde et sted at sove, han overlevede ikke endnu en nat ude i sneen, ikke efter sådan en kamp.
Forumforside 